Efter en næsten søvnløs nat, med mareridt om Joe Bidens dobbeltspil og samarbejde med republikanerne, elektroniske stemmetælleapparater der ikke fungerer eller er hackede, stod jeg desto mere entusiastisk, klatøjet og nysgerrig op kl. 06 i morges, for at se hvem der var blevet valgt som USA´s 44. præsident; den graciøse, autentiske og retorisk geniale afro-amerikaner, eller gammelsmølfen der krampagtigt holder fast i de fortærskede og hule værdier, om ære, mod og "country first".
Jeg starter med at tænde fjernsynet, og skrue nøjagtigt så højt op for volumen, at jeg fra toilettet kan høre hvert et ord Obama i sin sejrs- og takketale ytrer til det amerikanske folk. Stedet, hvor naturen tvangsmæssigt kommanderer mig ud hver eneste morgen, uanset omstændigheder og begivenheder.
Til min store forskrækkelse, hører jeg min kæreste forfærdet udbryde: "neeej, hvad er der dog skeeet?" - jeg farer ud og ser, at Obama er valgt, og at fordelingen af valgmændende og den blå/røde kurve står i demokraternes favør. Jeg kigger på hende, og gennemskuer øjeblikkeligt, hvilken fejlantagelse der ligger til grund for hendes udbrud.
Hun havde selvfølgelig bare glemt, at amerikanerne bruger farverne omvendt - forståeligt nok, tre år efter sin dimission fra Københavns Universitet, som Cand. Scient. Pol.
Ligesom de kalder demokraterne liberale. Socialist, eller blot "social" er endnu et fy-ord, som ikke bruges i fora, hvor folkets gunst skal vindes; til dét er der i amerikaneren endnu for fastlåste synapser, og post-traumatiske kommunismeassociationer, hvorfor "universal health care" er at foretrække fremfor "socialized health care".
Forskrækkelsen lægger sig hurtigt, og vi hengiver os i fællesskab til sensationen, der er en manifestation af folkets vilje, og et bevis på, at intet, absolut intet kan omgås folkets retfærdighedssans eller undertrykke dets fornuft, når det kontinuerligt manipuleret af demagoger, får fordrejet deres virkelighed, til trods for åbenlyse beviser på det modsatte.
Ikke langt inde i hans tale melder tårerne sig, og ikke længe efter at de har meldt sig, strømmer de ud - hans poetiske retorik, og publikums emotionelle tilstand griber ud gennem skærmen, og paradigmeskiftet i folkets valg af en sort præsident manifesteres; men på en realistisk, pragmatisk og ydmyg facon, som kun Obama mestrer det - hvilket blot forstærker vores reaktion.
Vi krammer og kysser, som var vi personligt involverede i en begivenhed af mirakuløs karakter - hvilket vi jo egentlig ér; engagementet og entusiasmen kvalificerer os vel til den kategori, og det bliver vel egentlig ikke meget større, end denne historiske begivenhed er.
Jeg er født i ´74, hvorfor jeg selvfølgelig oplevede murens fald i ´89, men som femten-årig må jeg indrømme, at andre ting syntes mere interessante. Der var piger, tøj, hash og andre universelle ting, som sidenhen har fundet deres rette størrelse; for ikke at sige forsvundet helt, som det er tilfældet med hashen.
Når alt dette er sagt, og begejstringen delt, ligger bekymringen for Obamas liv stadigvæk og lurer - han er det ultimative mål for diverse attentater, hvilket allerede har vist sig som en tendens, om end fra en meget uorganiseret og patetisk side, som de to adolescente skinheads der blev anholdt i oktober, repræsenterede. For selvom de er ekstremistiske, deler mange nok deres ønsker, om end drevet af andre motiver; Obamas intention er, at gå i clinch med alle de største lobbyers dagsorden, og at omstrukturere deres virke i det amerikanske marked hvilket, i sagens natur, gør det til en sensitiv sag.
Dog er mit håb større end frygten, og min tro på fremgang, intakt. Når det er allermørkest, kan det kun blive lysere, og når man har nået sin bund, kun gå opad - hvilket må siges at være tilfældet for amerikanerne.
Jeg vil spændt betragte de første tre måneder af hans præsidentskab.
Lys og fred ;o)
onsdag den 5. november 2008
torsdag den 16. oktober 2008
Thoughts concerning the phenomenon called Love...
...
Inspireret af diverse blogs, og i særdeleshed en om en nybagt singlemands iturevne hjerte, og følelsesmæssige smerte, tillader jeg mig at kommentere på fænomenet kærlighed, som jeg ser det, oplever og forstår det...
At have mange velfungerende relationer må betyde, at man er rig på kærlighed af forskellig art, da denne lever sit liv i relationer - eksempelsvis i relationen til sin udkårne, sine børn, sine kolleger, sit arbejde, sine slægtninge og venner, sin fodboldklub, sin Højere Magt - hvis man har en sådan - eller, vigtigst af alt, i den kærlige relation til sig selv.
Det er min overbevisning, at sidstnævnte forudsætter praksis og således bevarelsen af en tovejs kærlig relation til éns omverden og medmennesker - og således sand, klichéen om, "at man ikke kan elske andre før man har lært at elske sig selv".
Personen der endnu ikke har udviklet kærlighed til sig selv, går ofte i besættelse over en anden, i et ubevidst ønske om, at denne andens kærlighed skal erstatte den man endnu ikke har udviklet til sig selv...
Dermed mener jeg ikke, at vi kan elske os selv, og kun gøre dét; det er min fulde overbevisning, at mennesket pr. definition er socialt, skabt til at omgås og trives blandt andre, ligesom det er skabt til romantiske relationer der gensidigt fremelsker, fuldender og komplementerer hinandens respektive styrker og svagheder, hvilket familien biologisk set er en konsekvens af. Indstillet i sig har ethvert individ yderligere et behov for det private rum, hvor det kan lade op, absorbere og bearbejde indtryk og selvstændige tanker, således, at det igen kan vende sig mod det kollektive, med et styrket og mere personligt udtryk og tilgang til sit eget liv, og samfundet som sådan.
En bekendt af mig, som netop er blevet forladt af sin kone, gjorde mig opmærksom på afhængigheden vi udvikler til den kærlighed vi har i vore liv. Således smertefuldt at have fået amputeret sin største kilde til kærlighed; kvinden man troede man skulle tilbringe resten af sit liv med; genstanden for éns egen ubeskårede kærlighed, og ydermere skaberen af det eneste barn man har - der i sagens natur også er genstand for en uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
En metafor for den smerte, kan være abstinenserne som den heroinafhængige oplever, når han ikke får den nødvendige dosis heroin eller metadon, for at holde sig rask. Hvor disse naturligvis er af fysisk karakter, ligger kærlighedens abstinenser i ånden - som lever sit liv i følelserne.
Men hvad gør man, når man ikke længere har en strøm af kærlighed til rådighed i sit liv, med aksiomet om at "kærligheden lever sit liv i relationerne", in mente? Er der overhovedet noget at gøre, eller er smerten nødvendig og umulig at lindre, med kun tiden som sin allierede?
Min tese er, at muligheden for lindring ligger i den magt man har via kommunikation, imødekommenhed og initiativer til mellemmenneskelige erfaringer, og intensivering af de relationer man i forvejen har, således, at afkastet fra det skabende initiativ, til trøst erstatter den kærlighed der er tabt, med en der hæves op i niveau, og genoplives i de relationer man har til sine venner, familie, bekendtskaber i lokalsamfundet m. mere.
Når dét er sagt, er der selvfølgelig ved tabet af sin udkårne, en smertelig proces, som ikke er til at komme udenom - hverken med erstatningsrelationer til det modsatte køn, udlandsrejser eller overdreven shopping...
Tabet og traumet vil altid dukke op og banke på døren, for at minde dig om, at ånden stadigvæk er det vigtigste i dit liv; ikke de seksuelle eskapader du bedriver i din søgen efter bekræftelse af dig selv som mand og menneske, og ej heller den bil du har købt, som du måske mener kan fylde dit indre tomrum ud, og i bedste fald give dig et forspring hos det modsatte køn...
Således skal smerten og sorgen have lov at leve sig selv ud, og de relationer man finder trøst i have rene intentioner og et sundt fundament, hvilket bedst findes hos det samme køn, eller i relationer hvor ingen seksuel distraktion kan stjæle fokus fra den originale intention...
Hermed et lille indlæg, om velsagtens det blødeste af alle principper, men velnok også det mægtigste...
Fred og lys... ;o)
Inspireret af diverse blogs, og i særdeleshed en om en nybagt singlemands iturevne hjerte, og følelsesmæssige smerte, tillader jeg mig at kommentere på fænomenet kærlighed, som jeg ser det, oplever og forstår det...
At have mange velfungerende relationer må betyde, at man er rig på kærlighed af forskellig art, da denne lever sit liv i relationer - eksempelsvis i relationen til sin udkårne, sine børn, sine kolleger, sit arbejde, sine slægtninge og venner, sin fodboldklub, sin Højere Magt - hvis man har en sådan - eller, vigtigst af alt, i den kærlige relation til sig selv.
Det er min overbevisning, at sidstnævnte forudsætter praksis og således bevarelsen af en tovejs kærlig relation til éns omverden og medmennesker - og således sand, klichéen om, "at man ikke kan elske andre før man har lært at elske sig selv".
Personen der endnu ikke har udviklet kærlighed til sig selv, går ofte i besættelse over en anden, i et ubevidst ønske om, at denne andens kærlighed skal erstatte den man endnu ikke har udviklet til sig selv...
Dermed mener jeg ikke, at vi kan elske os selv, og kun gøre dét; det er min fulde overbevisning, at mennesket pr. definition er socialt, skabt til at omgås og trives blandt andre, ligesom det er skabt til romantiske relationer der gensidigt fremelsker, fuldender og komplementerer hinandens respektive styrker og svagheder, hvilket familien biologisk set er en konsekvens af. Indstillet i sig har ethvert individ yderligere et behov for det private rum, hvor det kan lade op, absorbere og bearbejde indtryk og selvstændige tanker, således, at det igen kan vende sig mod det kollektive, med et styrket og mere personligt udtryk og tilgang til sit eget liv, og samfundet som sådan.
En bekendt af mig, som netop er blevet forladt af sin kone, gjorde mig opmærksom på afhængigheden vi udvikler til den kærlighed vi har i vore liv. Således smertefuldt at have fået amputeret sin største kilde til kærlighed; kvinden man troede man skulle tilbringe resten af sit liv med; genstanden for éns egen ubeskårede kærlighed, og ydermere skaberen af det eneste barn man har - der i sagens natur også er genstand for en uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
En metafor for den smerte, kan være abstinenserne som den heroinafhængige oplever, når han ikke får den nødvendige dosis heroin eller metadon, for at holde sig rask. Hvor disse naturligvis er af fysisk karakter, ligger kærlighedens abstinenser i ånden - som lever sit liv i følelserne.
Men hvad gør man, når man ikke længere har en strøm af kærlighed til rådighed i sit liv, med aksiomet om at "kærligheden lever sit liv i relationerne", in mente? Er der overhovedet noget at gøre, eller er smerten nødvendig og umulig at lindre, med kun tiden som sin allierede?
Min tese er, at muligheden for lindring ligger i den magt man har via kommunikation, imødekommenhed og initiativer til mellemmenneskelige erfaringer, og intensivering af de relationer man i forvejen har, således, at afkastet fra det skabende initiativ, til trøst erstatter den kærlighed der er tabt, med en der hæves op i niveau, og genoplives i de relationer man har til sine venner, familie, bekendtskaber i lokalsamfundet m. mere.
Når dét er sagt, er der selvfølgelig ved tabet af sin udkårne, en smertelig proces, som ikke er til at komme udenom - hverken med erstatningsrelationer til det modsatte køn, udlandsrejser eller overdreven shopping...
Tabet og traumet vil altid dukke op og banke på døren, for at minde dig om, at ånden stadigvæk er det vigtigste i dit liv; ikke de seksuelle eskapader du bedriver i din søgen efter bekræftelse af dig selv som mand og menneske, og ej heller den bil du har købt, som du måske mener kan fylde dit indre tomrum ud, og i bedste fald give dig et forspring hos det modsatte køn...
Således skal smerten og sorgen have lov at leve sig selv ud, og de relationer man finder trøst i have rene intentioner og et sundt fundament, hvilket bedst findes hos det samme køn, eller i relationer hvor ingen seksuel distraktion kan stjæle fokus fra den originale intention...
Hermed et lille indlæg, om velsagtens det blødeste af alle principper, men velnok også det mægtigste...
Fred og lys... ;o)
onsdag den 15. oktober 2008
Ego est, ergo sum
Egoet...
Det misforståede, forsmåede, jaloux og bekræftelsessøgende problembarn, som i virkeligheden består af gode intentioner...
Det store, ja, til tider monumentale fænomen, som dog er skrøbeligt og i perioder uden fundament, hvilket gør det til et fænomenalt monument...
- med et polymorft tenderende udtryk, der, afhængigt af sindstilstanden, fremlægger en flatterende pittoresk, eller ydmygende grotesk sandhed, i spejlet der reflekterer...
Overleveren, der altid tugter selvet, argumenterende for sin modstanders unødvendighed, og manglende eksistensberettigelse...
Taberen, der ofte må vige for livets større vilje og nådesløse rytme, om end modstræbende og i stilhed lidende - kæmpende for ikke at acceptere...
Manipulatoren, der twister min sandhed og overbeviser mig om, at mine sande værdier er værdiløse, og hæver materie over ånd...
Forræderen, som kommanderer verber, substantiver og adjektiver ud af min mund, og betoner dem så uheldigt, at jeg isoleres af diskanten, og et fængsel opstår...
Min ven, som er et FY-ord, men som bare vil tjene mine interesser og have kærlighed...
Kære ego - jeg vil godt lege med dig, men fyld ikke så meget; jeg ser dig, hører dig, og anerkender dig - kæmp, løb, og råb mindre end du gør, og du skal blive elsket mere, længere, og langt mere intenst...
Men stop for Guds skyld aldrig, jeg gentager, ALDRIG, med at tjene mine interesser...
Forstår du det, kære ego?
- den metafile ;o)
Det misforståede, forsmåede, jaloux og bekræftelsessøgende problembarn, som i virkeligheden består af gode intentioner...
Det store, ja, til tider monumentale fænomen, som dog er skrøbeligt og i perioder uden fundament, hvilket gør det til et fænomenalt monument...
- med et polymorft tenderende udtryk, der, afhængigt af sindstilstanden, fremlægger en flatterende pittoresk, eller ydmygende grotesk sandhed, i spejlet der reflekterer...
Overleveren, der altid tugter selvet, argumenterende for sin modstanders unødvendighed, og manglende eksistensberettigelse...
Taberen, der ofte må vige for livets større vilje og nådesløse rytme, om end modstræbende og i stilhed lidende - kæmpende for ikke at acceptere...
Manipulatoren, der twister min sandhed og overbeviser mig om, at mine sande værdier er værdiløse, og hæver materie over ånd...
Forræderen, som kommanderer verber, substantiver og adjektiver ud af min mund, og betoner dem så uheldigt, at jeg isoleres af diskanten, og et fængsel opstår...
Min ven, som er et FY-ord, men som bare vil tjene mine interesser og have kærlighed...
Kære ego - jeg vil godt lege med dig, men fyld ikke så meget; jeg ser dig, hører dig, og anerkender dig - kæmp, løb, og råb mindre end du gør, og du skal blive elsket mere, længere, og langt mere intenst...
Men stop for Guds skyld aldrig, jeg gentager, ALDRIG, med at tjene mine interesser...
Forstår du det, kære ego?
- den metafile ;o)
torsdag den 9. oktober 2008
Mother Earth Weeps...
Mother Earth weeps
Mother Earth is losing sleep
And she cries, keeps on asking why half of her children starve, while the other half´s at war
And she sighs: "what are they dying for?"
She cries in the soothing rain, in the warmth of the sun...
She even cries in snow: "what are they fighting for?"
Agony and grief, over money and belief
In defense of a creed, we let each other bleed
Watching our children play, as I teach them better ways
And I think to myself: what am I waiting for?
Free will I be, when I choose trust instead of fear
When I consciously decide not to keep but to share,
and freely give away of my love and care...
Mother Earth is losing sleep
And she cries, keeps on asking why half of her children starve, while the other half´s at war
And she sighs: "what are they dying for?"
She cries in the soothing rain, in the warmth of the sun...
She even cries in snow: "what are they fighting for?"
Agony and grief, over money and belief
In defense of a creed, we let each other bleed
Watching our children play, as I teach them better ways
And I think to myself: what am I waiting for?
Free will I be, when I choose trust instead of fear
When I consciously decide not to keep but to share,
and freely give away of my love and care...
onsdag den 8. oktober 2008
Min (u)virkelige (u)sandhed...
Hmmm...
Underligt at komme ind i nattevagtsvirkelighedens dagligdag igen... Det er over to måneder siden sidst. Bizar tilstand man kommer i, når man ikke er i træning - ikke udhvilet, men heller ikke dødtræt - ugidelig, men ikke komplet uoplagt... Svævende et sted hvor myte og fantasi bliver til virkelighed og de fysiske love bliver tvivlsomme, ligesom min sandhed gør det... Min eksistens og tid/rum-kontinuummet jeg lever i bliver abstrakt, og når meta-transcendentale højder, hvor min krop bliver følelsesløs, og kun min kerne, de i milliarder af sprudlende neutroner og elektroner jeg er lavet af, og min bevidsthed, bliver til ren væren og går i syntese med altet...
He he - gagger lidt - og så ikke helt...Sidder på jobbet og redigerer i noget korrespondance fra Facebook mellem min ven og jeg, tilbage fra august - har oprettet denne blog for kort tid siden og tænkte, at jeg ville berige den med endnu et indlæg...
Anything goes, I guess...
Lev vel og i harmoni med dig selv, andre og altet ;o)
Metafile hilsner,
Roden ;o)
Underligt at komme ind i nattevagtsvirkelighedens dagligdag igen... Det er over to måneder siden sidst. Bizar tilstand man kommer i, når man ikke er i træning - ikke udhvilet, men heller ikke dødtræt - ugidelig, men ikke komplet uoplagt... Svævende et sted hvor myte og fantasi bliver til virkelighed og de fysiske love bliver tvivlsomme, ligesom min sandhed gør det... Min eksistens og tid/rum-kontinuummet jeg lever i bliver abstrakt, og når meta-transcendentale højder, hvor min krop bliver følelsesløs, og kun min kerne, de i milliarder af sprudlende neutroner og elektroner jeg er lavet af, og min bevidsthed, bliver til ren væren og går i syntese med altet...
He he - gagger lidt - og så ikke helt...Sidder på jobbet og redigerer i noget korrespondance fra Facebook mellem min ven og jeg, tilbage fra august - har oprettet denne blog for kort tid siden og tænkte, at jeg ville berige den med endnu et indlæg...
Anything goes, I guess...
Lev vel og i harmoni med dig selv, andre og altet ;o)
Metafile hilsner,
Roden ;o)
fredag den 3. oktober 2008
At afslutte sin eksistens...
3 minutter for sent på arbejde...
-på denne fredag, hvor mit visa/dankort er blevet spærret, min konto er i kr. - 7000 og jeg har sovet fra 9-15 efter en lang nattevagt - hvilket traditionen tro har farvet min daglige sindstilstand grå; det er virkelig ikke godt for mig at arbejde om natten og sove om dagen... Dét må jeg lige have formidlet til min chef, på een eller anden måde...
Jeg startede med en god omgang research, og ringede til DSB´s kundeinformation for at forsikre mig, at der intet sporarbejde er i gang på strækningen mellem Dybbølsbro station og Allerød station. Dette blev jeg forsikret om, at der ikke var, og medarbejderen var så behjælpelig og serviceminded, at hun dobbeltjekkede med sin overordnede inden hun definitivt svarede mig. Dette blev jeg glad for, fordi det betyder, at jeg kun behøver at tage afsted 5 kvarter før jeg skal møde, fra min nye bopæl på Islands Brygge, hvor jeg er flyttet til, sammen med kvinden i mit liv. De sidste mange weekender har der været sporarbejde mellem Svanemøllen og Hellerup, hvilket har tildelt mig en ekstra cykeltur mellem de to punkter, før jeg kan stige på det tog der rammer min endelige destination. Det har været godt for mit kredsløb, men ikke desto mindre et irritationsmoment, som jeg lykkeligvis troede jeg blev sparet for i aftes...
Klokken 20.41 stiger jeg på E-toget og venter tålmodigt på at komme frem, med Inge Houmanns introduktionsbog til Nietzsche i inderlommen - "værdiernes krise" - som jeg forhandler med mig selv om, hvorvidt jeg skal læse, eller vente lidt med endnu. Jeg har læst den een gang, men mener helt bestemt, at jeg kan få mere ud af den, end har har fået ved første gennemlæsning. Jeg beslutter at vente til hjemturen, eller næste togtur til arbejde. Da vi når Svanemøllen (der er noget nemesis over dén station), lyder det i højttaleren, at en person er blevet påkørt, og at toget naturligivs ikke kører videre derfra. Således er jeg på egen hånd, uden nævneværdige kontanter eller kreditkort til at fragte mig i taxa fra A til B, og med en tiltagende desparation over at komme for sent til at afløse min kollega, som sidste gang jeg kom 6 minutter for sent udbrød: "nå, du er åbenbart fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og gør lige præcis hvad det passer dig, eller hva´?" - dette troede jeg i første moment var en joke, men ak nej - det var dybt seriøst, og en smule traumatiserende. Tænk hvis jeg var kommet 10 minutter for sent?
Lykkeligvis havde jeg min trofaste cykel med mig, og nåede til Hellerup på egen hånd, og derfra et Holte-tog, der (kun) kørte til Holte. Derfra skulle jeg vente på E-toget, som endeligvis fragtede mig og min metalliske ven til Allerød station, hvorfra det tager mig ca 10 minutter at trille til Center Sandholm, hvor jeg arbejder.
Belært af situationen sidst, havde jeg selvfølgelig ringet min kollega op, og advaret ham om forsinkelsen, som han selvfølgelig ikke havde nogen indvendinger imod - mindre end dét er han dog ikke!
Men i alt dette glemmer jeg og mit store ego, at der rent faktisk har været et menneske SÅ ulykkeligt, at det valgte at stige af toget, og afslutte sin eksistens - Gud tage godt imod ham. Tanker om mulige børn, ulykkelige og uforstående pårørende melder sig, om end lidt sent, og levendegør tragediens proportioner...
At komme for sent er i mit perfektionistiske sind så stor en ulykke, at det åbenbart overskygger et menneskeliv, og et surt opstød fra en kollega så betydningsfuldt, at jeg øjeblikkeligt mister perspektivet - set i skyggen af mit kontokort, som selvfølgelig bliver åbnet igen premio næste uge, når jeg har snakket med lønpersonalet hos min arbejdsgiver - en lille smutter er sket, og en overførsel er glemt; sikke noget, men mon ikke jeg klarer den weekenden over? Min lønseddel ér kommet, og udbetalingen ser helt fornuftig ud, så hvad er egentlig mit problem - har jeg overhovedet et? Eller er det små bagateller, der bare hører med til dét at HAVE ET LIV???
I taknemmelighed over det jeg har, som jeg altid har ønsket mig, og det jeg ikke har, som jeg altid har frygtet at få, skriver jeg dette lille indslag - måske nogen har et forslag til hvordan jeg altid husker, og aldrig glemmer, hvad der VIRKELIG betyder noget i denne forunderlige menneskelige eksistens, som ikke er til at kontrollere, skemalægge eller regne ud...?
Kærlige og lyse metahilsner herfra ;o)
-på denne fredag, hvor mit visa/dankort er blevet spærret, min konto er i kr. - 7000 og jeg har sovet fra 9-15 efter en lang nattevagt - hvilket traditionen tro har farvet min daglige sindstilstand grå; det er virkelig ikke godt for mig at arbejde om natten og sove om dagen... Dét må jeg lige have formidlet til min chef, på een eller anden måde...
Jeg startede med en god omgang research, og ringede til DSB´s kundeinformation for at forsikre mig, at der intet sporarbejde er i gang på strækningen mellem Dybbølsbro station og Allerød station. Dette blev jeg forsikret om, at der ikke var, og medarbejderen var så behjælpelig og serviceminded, at hun dobbeltjekkede med sin overordnede inden hun definitivt svarede mig. Dette blev jeg glad for, fordi det betyder, at jeg kun behøver at tage afsted 5 kvarter før jeg skal møde, fra min nye bopæl på Islands Brygge, hvor jeg er flyttet til, sammen med kvinden i mit liv. De sidste mange weekender har der været sporarbejde mellem Svanemøllen og Hellerup, hvilket har tildelt mig en ekstra cykeltur mellem de to punkter, før jeg kan stige på det tog der rammer min endelige destination. Det har været godt for mit kredsløb, men ikke desto mindre et irritationsmoment, som jeg lykkeligvis troede jeg blev sparet for i aftes...
Klokken 20.41 stiger jeg på E-toget og venter tålmodigt på at komme frem, med Inge Houmanns introduktionsbog til Nietzsche i inderlommen - "værdiernes krise" - som jeg forhandler med mig selv om, hvorvidt jeg skal læse, eller vente lidt med endnu. Jeg har læst den een gang, men mener helt bestemt, at jeg kan få mere ud af den, end har har fået ved første gennemlæsning. Jeg beslutter at vente til hjemturen, eller næste togtur til arbejde. Da vi når Svanemøllen (der er noget nemesis over dén station), lyder det i højttaleren, at en person er blevet påkørt, og at toget naturligivs ikke kører videre derfra. Således er jeg på egen hånd, uden nævneværdige kontanter eller kreditkort til at fragte mig i taxa fra A til B, og med en tiltagende desparation over at komme for sent til at afløse min kollega, som sidste gang jeg kom 6 minutter for sent udbrød: "nå, du er åbenbart fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og gør lige præcis hvad det passer dig, eller hva´?" - dette troede jeg i første moment var en joke, men ak nej - det var dybt seriøst, og en smule traumatiserende. Tænk hvis jeg var kommet 10 minutter for sent?
Lykkeligvis havde jeg min trofaste cykel med mig, og nåede til Hellerup på egen hånd, og derfra et Holte-tog, der (kun) kørte til Holte. Derfra skulle jeg vente på E-toget, som endeligvis fragtede mig og min metalliske ven til Allerød station, hvorfra det tager mig ca 10 minutter at trille til Center Sandholm, hvor jeg arbejder.
Belært af situationen sidst, havde jeg selvfølgelig ringet min kollega op, og advaret ham om forsinkelsen, som han selvfølgelig ikke havde nogen indvendinger imod - mindre end dét er han dog ikke!
Men i alt dette glemmer jeg og mit store ego, at der rent faktisk har været et menneske SÅ ulykkeligt, at det valgte at stige af toget, og afslutte sin eksistens - Gud tage godt imod ham. Tanker om mulige børn, ulykkelige og uforstående pårørende melder sig, om end lidt sent, og levendegør tragediens proportioner...
At komme for sent er i mit perfektionistiske sind så stor en ulykke, at det åbenbart overskygger et menneskeliv, og et surt opstød fra en kollega så betydningsfuldt, at jeg øjeblikkeligt mister perspektivet - set i skyggen af mit kontokort, som selvfølgelig bliver åbnet igen premio næste uge, når jeg har snakket med lønpersonalet hos min arbejdsgiver - en lille smutter er sket, og en overførsel er glemt; sikke noget, men mon ikke jeg klarer den weekenden over? Min lønseddel ér kommet, og udbetalingen ser helt fornuftig ud, så hvad er egentlig mit problem - har jeg overhovedet et? Eller er det små bagateller, der bare hører med til dét at HAVE ET LIV???
I taknemmelighed over det jeg har, som jeg altid har ønsket mig, og det jeg ikke har, som jeg altid har frygtet at få, skriver jeg dette lille indslag - måske nogen har et forslag til hvordan jeg altid husker, og aldrig glemmer, hvad der VIRKELIG betyder noget i denne forunderlige menneskelige eksistens, som ikke er til at kontrollere, skemalægge eller regne ud...?
Kærlige og lyse metahilsner herfra ;o)
tirsdag den 23. september 2008
Obsession...
You have employed my body, heart and mind
Now you´ve got them working overtime
I´m worked up and tense
My actions make no sense,
and I keep talking nonsense
In the horizon of my mind, my pride is in hide...
Someone get me back on track, and let me have myself back
I recognize the facts, and my reflections crystal clear,
but even so, obsession rules - and just won´t disappear!
Now you´ve got them working overtime
I´m worked up and tense
My actions make no sense,
and I keep talking nonsense
In the horizon of my mind, my pride is in hide...
Someone get me back on track, and let me have myself back
I recognize the facts, and my reflections crystal clear,
but even so, obsession rules - and just won´t disappear!
The echoes of the multitude...
In the troubled waters of human existence I navigate through the echoes of the multitude
In flight from a lifelong companion, my solitude within
In eternal quest for a vision; a friend, a lover, a soulmate and new companion...
But she was an abstract - a cloud the wind swept away, never to return again
In flight from a lifelong companion, my solitude within
In eternal quest for a vision; a friend, a lover, a soulmate and new companion...
But she was an abstract - a cloud the wind swept away, never to return again
The nature af my song...
I was walking in darkness
living in pain, halfway insane
Looking into the mirror, only to see
a dead guy staring back at me..
Checked my vital signs, to suddenly see:
I´ve been enslaved by the conviction, that due to circumstance,
I never really had a chance; hence my addiction
Unable to see, that with you in my life, my future is entirely in my hands...
Now nothing and nobody nowhere can turn off the light you bring into my life
Faithfully I live and cherish our bond, knowing you´ll respond to the nature of my song...
living in pain, halfway insane
Looking into the mirror, only to see
a dead guy staring back at me..
Checked my vital signs, to suddenly see:
I´ve been enslaved by the conviction, that due to circumstance,
I never really had a chance; hence my addiction
Unable to see, that with you in my life, my future is entirely in my hands...
Now nothing and nobody nowhere can turn off the light you bring into my life
Faithfully I live and cherish our bond, knowing you´ll respond to the nature of my song...
Anything to maintain...
I spent a lifetime in wait, for the world to change, and my truth to rearrange...
I´d lost my mind, and left my sanity behind in an uphill climb...
... I sighed, and cried and shied away from human affection without knowing why...
Emotionally crippled I failed to understand, the deception in my perception, of how to be a man...
Doing anything to maintain, and keep at distance from fear and shame...
The chemical prison cell...
You walk the streets to maintain
and you walk them in shame
I am spellbound, you are hellbound
as I curse at this curse that keeps getting worse
My heart is baptized in tears,
and it carries your name
You hate to love and love to hate
the chemical prison cell and cynical spell
your addiction creates
You got not substitute my sweet little prostitute
no one can replace your smile and your face
I fear for your life, as you strive to survive
and try to escape your demons reign
that have turned pain into pleasure, and pleasure to pain…
You´ve got love to give and life to live
I pray for you
I hope my faith will be rewarded,
and that my dreams won´t be thwarted
and you walk them in shame
I am spellbound, you are hellbound
as I curse at this curse that keeps getting worse
My heart is baptized in tears,
and it carries your name
You hate to love and love to hate
the chemical prison cell and cynical spell
your addiction creates
You got not substitute my sweet little prostitute
no one can replace your smile and your face
I fear for your life, as you strive to survive
and try to escape your demons reign
that have turned pain into pleasure, and pleasure to pain…
You´ve got love to give and life to live
I pray for you
I hope my faith will be rewarded,
and that my dreams won´t be thwarted
Ét simpelt smil...
Ét simpelt smil…
Dit smil…
Så sødt, kraftfuldt og smukt, at jeg magtesløs afvæbnes, og i sød overgivelse må give mig hen…
Den snigende tvivl, der i dit lange fravær overvinder mig, og lader mig glemme den guddommelige plan, slukkes når vi igen mødes - og du hånd i hånd med Ham viser mig den, med ét simpelt smil...
Metafile godnatønsker...
;o)
Dit smil…
Så sødt, kraftfuldt og smukt, at jeg magtesløs afvæbnes, og i sød overgivelse må give mig hen…
Den snigende tvivl, der i dit lange fravær overvinder mig, og lader mig glemme den guddommelige plan, slukkes når vi igen mødes - og du hånd i hånd med Ham viser mig den, med ét simpelt smil...
Metafile godnatønsker...
;o)
The meta-observing experiencer
“The conscious experiencer”
REALITY…
…Is my possibility of consciousness...
and to me,
as the observer,
to create my own experience…
Abonner på:
Opslag (Atom)