Efter en næsten søvnløs nat, med mareridt om Joe Bidens dobbeltspil og samarbejde med republikanerne, elektroniske stemmetælleapparater der ikke fungerer eller er hackede, stod jeg desto mere entusiastisk, klatøjet og nysgerrig op kl. 06 i morges, for at se hvem der var blevet valgt som USA´s 44. præsident; den graciøse, autentiske og retorisk geniale afro-amerikaner, eller gammelsmølfen der krampagtigt holder fast i de fortærskede og hule værdier, om ære, mod og "country first".
Jeg starter med at tænde fjernsynet, og skrue nøjagtigt så højt op for volumen, at jeg fra toilettet kan høre hvert et ord Obama i sin sejrs- og takketale ytrer til det amerikanske folk. Stedet, hvor naturen tvangsmæssigt kommanderer mig ud hver eneste morgen, uanset omstændigheder og begivenheder.
Til min store forskrækkelse, hører jeg min kæreste forfærdet udbryde: "neeej, hvad er der dog skeeet?" - jeg farer ud og ser, at Obama er valgt, og at fordelingen af valgmændende og den blå/røde kurve står i demokraternes favør. Jeg kigger på hende, og gennemskuer øjeblikkeligt, hvilken fejlantagelse der ligger til grund for hendes udbrud.
Hun havde selvfølgelig bare glemt, at amerikanerne bruger farverne omvendt - forståeligt nok, tre år efter sin dimission fra Københavns Universitet, som Cand. Scient. Pol.
Ligesom de kalder demokraterne liberale. Socialist, eller blot "social" er endnu et fy-ord, som ikke bruges i fora, hvor folkets gunst skal vindes; til dét er der i amerikaneren endnu for fastlåste synapser, og post-traumatiske kommunismeassociationer, hvorfor "universal health care" er at foretrække fremfor "socialized health care".
Forskrækkelsen lægger sig hurtigt, og vi hengiver os i fællesskab til sensationen, der er en manifestation af folkets vilje, og et bevis på, at intet, absolut intet kan omgås folkets retfærdighedssans eller undertrykke dets fornuft, når det kontinuerligt manipuleret af demagoger, får fordrejet deres virkelighed, til trods for åbenlyse beviser på det modsatte.
Ikke langt inde i hans tale melder tårerne sig, og ikke længe efter at de har meldt sig, strømmer de ud - hans poetiske retorik, og publikums emotionelle tilstand griber ud gennem skærmen, og paradigmeskiftet i folkets valg af en sort præsident manifesteres; men på en realistisk, pragmatisk og ydmyg facon, som kun Obama mestrer det - hvilket blot forstærker vores reaktion.
Vi krammer og kysser, som var vi personligt involverede i en begivenhed af mirakuløs karakter - hvilket vi jo egentlig ér; engagementet og entusiasmen kvalificerer os vel til den kategori, og det bliver vel egentlig ikke meget større, end denne historiske begivenhed er.
Jeg er født i ´74, hvorfor jeg selvfølgelig oplevede murens fald i ´89, men som femten-årig må jeg indrømme, at andre ting syntes mere interessante. Der var piger, tøj, hash og andre universelle ting, som sidenhen har fundet deres rette størrelse; for ikke at sige forsvundet helt, som det er tilfældet med hashen.
Når alt dette er sagt, og begejstringen delt, ligger bekymringen for Obamas liv stadigvæk og lurer - han er det ultimative mål for diverse attentater, hvilket allerede har vist sig som en tendens, om end fra en meget uorganiseret og patetisk side, som de to adolescente skinheads der blev anholdt i oktober, repræsenterede. For selvom de er ekstremistiske, deler mange nok deres ønsker, om end drevet af andre motiver; Obamas intention er, at gå i clinch med alle de største lobbyers dagsorden, og at omstrukturere deres virke i det amerikanske marked hvilket, i sagens natur, gør det til en sensitiv sag.
Dog er mit håb større end frygten, og min tro på fremgang, intakt. Når det er allermørkest, kan det kun blive lysere, og når man har nået sin bund, kun gå opad - hvilket må siges at være tilfældet for amerikanerne.
Jeg vil spændt betragte de første tre måneder af hans præsidentskab.
Lys og fred ;o)
onsdag den 5. november 2008
torsdag den 16. oktober 2008
Thoughts concerning the phenomenon called Love...
...
Inspireret af diverse blogs, og i særdeleshed en om en nybagt singlemands iturevne hjerte, og følelsesmæssige smerte, tillader jeg mig at kommentere på fænomenet kærlighed, som jeg ser det, oplever og forstår det...
At have mange velfungerende relationer må betyde, at man er rig på kærlighed af forskellig art, da denne lever sit liv i relationer - eksempelsvis i relationen til sin udkårne, sine børn, sine kolleger, sit arbejde, sine slægtninge og venner, sin fodboldklub, sin Højere Magt - hvis man har en sådan - eller, vigtigst af alt, i den kærlige relation til sig selv.
Det er min overbevisning, at sidstnævnte forudsætter praksis og således bevarelsen af en tovejs kærlig relation til éns omverden og medmennesker - og således sand, klichéen om, "at man ikke kan elske andre før man har lært at elske sig selv".
Personen der endnu ikke har udviklet kærlighed til sig selv, går ofte i besættelse over en anden, i et ubevidst ønske om, at denne andens kærlighed skal erstatte den man endnu ikke har udviklet til sig selv...
Dermed mener jeg ikke, at vi kan elske os selv, og kun gøre dét; det er min fulde overbevisning, at mennesket pr. definition er socialt, skabt til at omgås og trives blandt andre, ligesom det er skabt til romantiske relationer der gensidigt fremelsker, fuldender og komplementerer hinandens respektive styrker og svagheder, hvilket familien biologisk set er en konsekvens af. Indstillet i sig har ethvert individ yderligere et behov for det private rum, hvor det kan lade op, absorbere og bearbejde indtryk og selvstændige tanker, således, at det igen kan vende sig mod det kollektive, med et styrket og mere personligt udtryk og tilgang til sit eget liv, og samfundet som sådan.
En bekendt af mig, som netop er blevet forladt af sin kone, gjorde mig opmærksom på afhængigheden vi udvikler til den kærlighed vi har i vore liv. Således smertefuldt at have fået amputeret sin største kilde til kærlighed; kvinden man troede man skulle tilbringe resten af sit liv med; genstanden for éns egen ubeskårede kærlighed, og ydermere skaberen af det eneste barn man har - der i sagens natur også er genstand for en uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
En metafor for den smerte, kan være abstinenserne som den heroinafhængige oplever, når han ikke får den nødvendige dosis heroin eller metadon, for at holde sig rask. Hvor disse naturligvis er af fysisk karakter, ligger kærlighedens abstinenser i ånden - som lever sit liv i følelserne.
Men hvad gør man, når man ikke længere har en strøm af kærlighed til rådighed i sit liv, med aksiomet om at "kærligheden lever sit liv i relationerne", in mente? Er der overhovedet noget at gøre, eller er smerten nødvendig og umulig at lindre, med kun tiden som sin allierede?
Min tese er, at muligheden for lindring ligger i den magt man har via kommunikation, imødekommenhed og initiativer til mellemmenneskelige erfaringer, og intensivering af de relationer man i forvejen har, således, at afkastet fra det skabende initiativ, til trøst erstatter den kærlighed der er tabt, med en der hæves op i niveau, og genoplives i de relationer man har til sine venner, familie, bekendtskaber i lokalsamfundet m. mere.
Når dét er sagt, er der selvfølgelig ved tabet af sin udkårne, en smertelig proces, som ikke er til at komme udenom - hverken med erstatningsrelationer til det modsatte køn, udlandsrejser eller overdreven shopping...
Tabet og traumet vil altid dukke op og banke på døren, for at minde dig om, at ånden stadigvæk er det vigtigste i dit liv; ikke de seksuelle eskapader du bedriver i din søgen efter bekræftelse af dig selv som mand og menneske, og ej heller den bil du har købt, som du måske mener kan fylde dit indre tomrum ud, og i bedste fald give dig et forspring hos det modsatte køn...
Således skal smerten og sorgen have lov at leve sig selv ud, og de relationer man finder trøst i have rene intentioner og et sundt fundament, hvilket bedst findes hos det samme køn, eller i relationer hvor ingen seksuel distraktion kan stjæle fokus fra den originale intention...
Hermed et lille indlæg, om velsagtens det blødeste af alle principper, men velnok også det mægtigste...
Fred og lys... ;o)
Inspireret af diverse blogs, og i særdeleshed en om en nybagt singlemands iturevne hjerte, og følelsesmæssige smerte, tillader jeg mig at kommentere på fænomenet kærlighed, som jeg ser det, oplever og forstår det...
At have mange velfungerende relationer må betyde, at man er rig på kærlighed af forskellig art, da denne lever sit liv i relationer - eksempelsvis i relationen til sin udkårne, sine børn, sine kolleger, sit arbejde, sine slægtninge og venner, sin fodboldklub, sin Højere Magt - hvis man har en sådan - eller, vigtigst af alt, i den kærlige relation til sig selv.
Det er min overbevisning, at sidstnævnte forudsætter praksis og således bevarelsen af en tovejs kærlig relation til éns omverden og medmennesker - og således sand, klichéen om, "at man ikke kan elske andre før man har lært at elske sig selv".
Personen der endnu ikke har udviklet kærlighed til sig selv, går ofte i besættelse over en anden, i et ubevidst ønske om, at denne andens kærlighed skal erstatte den man endnu ikke har udviklet til sig selv...
Dermed mener jeg ikke, at vi kan elske os selv, og kun gøre dét; det er min fulde overbevisning, at mennesket pr. definition er socialt, skabt til at omgås og trives blandt andre, ligesom det er skabt til romantiske relationer der gensidigt fremelsker, fuldender og komplementerer hinandens respektive styrker og svagheder, hvilket familien biologisk set er en konsekvens af. Indstillet i sig har ethvert individ yderligere et behov for det private rum, hvor det kan lade op, absorbere og bearbejde indtryk og selvstændige tanker, således, at det igen kan vende sig mod det kollektive, med et styrket og mere personligt udtryk og tilgang til sit eget liv, og samfundet som sådan.
En bekendt af mig, som netop er blevet forladt af sin kone, gjorde mig opmærksom på afhængigheden vi udvikler til den kærlighed vi har i vore liv. Således smertefuldt at have fået amputeret sin største kilde til kærlighed; kvinden man troede man skulle tilbringe resten af sit liv med; genstanden for éns egen ubeskårede kærlighed, og ydermere skaberen af det eneste barn man har - der i sagens natur også er genstand for en uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
En metafor for den smerte, kan være abstinenserne som den heroinafhængige oplever, når han ikke får den nødvendige dosis heroin eller metadon, for at holde sig rask. Hvor disse naturligvis er af fysisk karakter, ligger kærlighedens abstinenser i ånden - som lever sit liv i følelserne.
Men hvad gør man, når man ikke længere har en strøm af kærlighed til rådighed i sit liv, med aksiomet om at "kærligheden lever sit liv i relationerne", in mente? Er der overhovedet noget at gøre, eller er smerten nødvendig og umulig at lindre, med kun tiden som sin allierede?
Min tese er, at muligheden for lindring ligger i den magt man har via kommunikation, imødekommenhed og initiativer til mellemmenneskelige erfaringer, og intensivering af de relationer man i forvejen har, således, at afkastet fra det skabende initiativ, til trøst erstatter den kærlighed der er tabt, med en der hæves op i niveau, og genoplives i de relationer man har til sine venner, familie, bekendtskaber i lokalsamfundet m. mere.
Når dét er sagt, er der selvfølgelig ved tabet af sin udkårne, en smertelig proces, som ikke er til at komme udenom - hverken med erstatningsrelationer til det modsatte køn, udlandsrejser eller overdreven shopping...
Tabet og traumet vil altid dukke op og banke på døren, for at minde dig om, at ånden stadigvæk er det vigtigste i dit liv; ikke de seksuelle eskapader du bedriver i din søgen efter bekræftelse af dig selv som mand og menneske, og ej heller den bil du har købt, som du måske mener kan fylde dit indre tomrum ud, og i bedste fald give dig et forspring hos det modsatte køn...
Således skal smerten og sorgen have lov at leve sig selv ud, og de relationer man finder trøst i have rene intentioner og et sundt fundament, hvilket bedst findes hos det samme køn, eller i relationer hvor ingen seksuel distraktion kan stjæle fokus fra den originale intention...
Hermed et lille indlæg, om velsagtens det blødeste af alle principper, men velnok også det mægtigste...
Fred og lys... ;o)
onsdag den 15. oktober 2008
Ego est, ergo sum
Egoet...
Det misforståede, forsmåede, jaloux og bekræftelsessøgende problembarn, som i virkeligheden består af gode intentioner...
Det store, ja, til tider monumentale fænomen, som dog er skrøbeligt og i perioder uden fundament, hvilket gør det til et fænomenalt monument...
- med et polymorft tenderende udtryk, der, afhængigt af sindstilstanden, fremlægger en flatterende pittoresk, eller ydmygende grotesk sandhed, i spejlet der reflekterer...
Overleveren, der altid tugter selvet, argumenterende for sin modstanders unødvendighed, og manglende eksistensberettigelse...
Taberen, der ofte må vige for livets større vilje og nådesløse rytme, om end modstræbende og i stilhed lidende - kæmpende for ikke at acceptere...
Manipulatoren, der twister min sandhed og overbeviser mig om, at mine sande værdier er værdiløse, og hæver materie over ånd...
Forræderen, som kommanderer verber, substantiver og adjektiver ud af min mund, og betoner dem så uheldigt, at jeg isoleres af diskanten, og et fængsel opstår...
Min ven, som er et FY-ord, men som bare vil tjene mine interesser og have kærlighed...
Kære ego - jeg vil godt lege med dig, men fyld ikke så meget; jeg ser dig, hører dig, og anerkender dig - kæmp, løb, og råb mindre end du gør, og du skal blive elsket mere, længere, og langt mere intenst...
Men stop for Guds skyld aldrig, jeg gentager, ALDRIG, med at tjene mine interesser...
Forstår du det, kære ego?
- den metafile ;o)
Det misforståede, forsmåede, jaloux og bekræftelsessøgende problembarn, som i virkeligheden består af gode intentioner...
Det store, ja, til tider monumentale fænomen, som dog er skrøbeligt og i perioder uden fundament, hvilket gør det til et fænomenalt monument...
- med et polymorft tenderende udtryk, der, afhængigt af sindstilstanden, fremlægger en flatterende pittoresk, eller ydmygende grotesk sandhed, i spejlet der reflekterer...
Overleveren, der altid tugter selvet, argumenterende for sin modstanders unødvendighed, og manglende eksistensberettigelse...
Taberen, der ofte må vige for livets større vilje og nådesløse rytme, om end modstræbende og i stilhed lidende - kæmpende for ikke at acceptere...
Manipulatoren, der twister min sandhed og overbeviser mig om, at mine sande værdier er værdiløse, og hæver materie over ånd...
Forræderen, som kommanderer verber, substantiver og adjektiver ud af min mund, og betoner dem så uheldigt, at jeg isoleres af diskanten, og et fængsel opstår...
Min ven, som er et FY-ord, men som bare vil tjene mine interesser og have kærlighed...
Kære ego - jeg vil godt lege med dig, men fyld ikke så meget; jeg ser dig, hører dig, og anerkender dig - kæmp, løb, og råb mindre end du gør, og du skal blive elsket mere, længere, og langt mere intenst...
Men stop for Guds skyld aldrig, jeg gentager, ALDRIG, med at tjene mine interesser...
Forstår du det, kære ego?
- den metafile ;o)
torsdag den 9. oktober 2008
Mother Earth Weeps...
Mother Earth weeps
Mother Earth is losing sleep
And she cries, keeps on asking why half of her children starve, while the other half´s at war
And she sighs: "what are they dying for?"
She cries in the soothing rain, in the warmth of the sun...
She even cries in snow: "what are they fighting for?"
Agony and grief, over money and belief
In defense of a creed, we let each other bleed
Watching our children play, as I teach them better ways
And I think to myself: what am I waiting for?
Free will I be, when I choose trust instead of fear
When I consciously decide not to keep but to share,
and freely give away of my love and care...
Mother Earth is losing sleep
And she cries, keeps on asking why half of her children starve, while the other half´s at war
And she sighs: "what are they dying for?"
She cries in the soothing rain, in the warmth of the sun...
She even cries in snow: "what are they fighting for?"
Agony and grief, over money and belief
In defense of a creed, we let each other bleed
Watching our children play, as I teach them better ways
And I think to myself: what am I waiting for?
Free will I be, when I choose trust instead of fear
When I consciously decide not to keep but to share,
and freely give away of my love and care...
onsdag den 8. oktober 2008
Min (u)virkelige (u)sandhed...
Hmmm...
Underligt at komme ind i nattevagtsvirkelighedens dagligdag igen... Det er over to måneder siden sidst. Bizar tilstand man kommer i, når man ikke er i træning - ikke udhvilet, men heller ikke dødtræt - ugidelig, men ikke komplet uoplagt... Svævende et sted hvor myte og fantasi bliver til virkelighed og de fysiske love bliver tvivlsomme, ligesom min sandhed gør det... Min eksistens og tid/rum-kontinuummet jeg lever i bliver abstrakt, og når meta-transcendentale højder, hvor min krop bliver følelsesløs, og kun min kerne, de i milliarder af sprudlende neutroner og elektroner jeg er lavet af, og min bevidsthed, bliver til ren væren og går i syntese med altet...
He he - gagger lidt - og så ikke helt...Sidder på jobbet og redigerer i noget korrespondance fra Facebook mellem min ven og jeg, tilbage fra august - har oprettet denne blog for kort tid siden og tænkte, at jeg ville berige den med endnu et indlæg...
Anything goes, I guess...
Lev vel og i harmoni med dig selv, andre og altet ;o)
Metafile hilsner,
Roden ;o)
Underligt at komme ind i nattevagtsvirkelighedens dagligdag igen... Det er over to måneder siden sidst. Bizar tilstand man kommer i, når man ikke er i træning - ikke udhvilet, men heller ikke dødtræt - ugidelig, men ikke komplet uoplagt... Svævende et sted hvor myte og fantasi bliver til virkelighed og de fysiske love bliver tvivlsomme, ligesom min sandhed gør det... Min eksistens og tid/rum-kontinuummet jeg lever i bliver abstrakt, og når meta-transcendentale højder, hvor min krop bliver følelsesløs, og kun min kerne, de i milliarder af sprudlende neutroner og elektroner jeg er lavet af, og min bevidsthed, bliver til ren væren og går i syntese med altet...
He he - gagger lidt - og så ikke helt...Sidder på jobbet og redigerer i noget korrespondance fra Facebook mellem min ven og jeg, tilbage fra august - har oprettet denne blog for kort tid siden og tænkte, at jeg ville berige den med endnu et indlæg...
Anything goes, I guess...
Lev vel og i harmoni med dig selv, andre og altet ;o)
Metafile hilsner,
Roden ;o)
fredag den 3. oktober 2008
At afslutte sin eksistens...
3 minutter for sent på arbejde...
-på denne fredag, hvor mit visa/dankort er blevet spærret, min konto er i kr. - 7000 og jeg har sovet fra 9-15 efter en lang nattevagt - hvilket traditionen tro har farvet min daglige sindstilstand grå; det er virkelig ikke godt for mig at arbejde om natten og sove om dagen... Dét må jeg lige have formidlet til min chef, på een eller anden måde...
Jeg startede med en god omgang research, og ringede til DSB´s kundeinformation for at forsikre mig, at der intet sporarbejde er i gang på strækningen mellem Dybbølsbro station og Allerød station. Dette blev jeg forsikret om, at der ikke var, og medarbejderen var så behjælpelig og serviceminded, at hun dobbeltjekkede med sin overordnede inden hun definitivt svarede mig. Dette blev jeg glad for, fordi det betyder, at jeg kun behøver at tage afsted 5 kvarter før jeg skal møde, fra min nye bopæl på Islands Brygge, hvor jeg er flyttet til, sammen med kvinden i mit liv. De sidste mange weekender har der været sporarbejde mellem Svanemøllen og Hellerup, hvilket har tildelt mig en ekstra cykeltur mellem de to punkter, før jeg kan stige på det tog der rammer min endelige destination. Det har været godt for mit kredsløb, men ikke desto mindre et irritationsmoment, som jeg lykkeligvis troede jeg blev sparet for i aftes...
Klokken 20.41 stiger jeg på E-toget og venter tålmodigt på at komme frem, med Inge Houmanns introduktionsbog til Nietzsche i inderlommen - "værdiernes krise" - som jeg forhandler med mig selv om, hvorvidt jeg skal læse, eller vente lidt med endnu. Jeg har læst den een gang, men mener helt bestemt, at jeg kan få mere ud af den, end har har fået ved første gennemlæsning. Jeg beslutter at vente til hjemturen, eller næste togtur til arbejde. Da vi når Svanemøllen (der er noget nemesis over dén station), lyder det i højttaleren, at en person er blevet påkørt, og at toget naturligivs ikke kører videre derfra. Således er jeg på egen hånd, uden nævneværdige kontanter eller kreditkort til at fragte mig i taxa fra A til B, og med en tiltagende desparation over at komme for sent til at afløse min kollega, som sidste gang jeg kom 6 minutter for sent udbrød: "nå, du er åbenbart fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og gør lige præcis hvad det passer dig, eller hva´?" - dette troede jeg i første moment var en joke, men ak nej - det var dybt seriøst, og en smule traumatiserende. Tænk hvis jeg var kommet 10 minutter for sent?
Lykkeligvis havde jeg min trofaste cykel med mig, og nåede til Hellerup på egen hånd, og derfra et Holte-tog, der (kun) kørte til Holte. Derfra skulle jeg vente på E-toget, som endeligvis fragtede mig og min metalliske ven til Allerød station, hvorfra det tager mig ca 10 minutter at trille til Center Sandholm, hvor jeg arbejder.
Belært af situationen sidst, havde jeg selvfølgelig ringet min kollega op, og advaret ham om forsinkelsen, som han selvfølgelig ikke havde nogen indvendinger imod - mindre end dét er han dog ikke!
Men i alt dette glemmer jeg og mit store ego, at der rent faktisk har været et menneske SÅ ulykkeligt, at det valgte at stige af toget, og afslutte sin eksistens - Gud tage godt imod ham. Tanker om mulige børn, ulykkelige og uforstående pårørende melder sig, om end lidt sent, og levendegør tragediens proportioner...
At komme for sent er i mit perfektionistiske sind så stor en ulykke, at det åbenbart overskygger et menneskeliv, og et surt opstød fra en kollega så betydningsfuldt, at jeg øjeblikkeligt mister perspektivet - set i skyggen af mit kontokort, som selvfølgelig bliver åbnet igen premio næste uge, når jeg har snakket med lønpersonalet hos min arbejdsgiver - en lille smutter er sket, og en overførsel er glemt; sikke noget, men mon ikke jeg klarer den weekenden over? Min lønseddel ér kommet, og udbetalingen ser helt fornuftig ud, så hvad er egentlig mit problem - har jeg overhovedet et? Eller er det små bagateller, der bare hører med til dét at HAVE ET LIV???
I taknemmelighed over det jeg har, som jeg altid har ønsket mig, og det jeg ikke har, som jeg altid har frygtet at få, skriver jeg dette lille indslag - måske nogen har et forslag til hvordan jeg altid husker, og aldrig glemmer, hvad der VIRKELIG betyder noget i denne forunderlige menneskelige eksistens, som ikke er til at kontrollere, skemalægge eller regne ud...?
Kærlige og lyse metahilsner herfra ;o)
-på denne fredag, hvor mit visa/dankort er blevet spærret, min konto er i kr. - 7000 og jeg har sovet fra 9-15 efter en lang nattevagt - hvilket traditionen tro har farvet min daglige sindstilstand grå; det er virkelig ikke godt for mig at arbejde om natten og sove om dagen... Dét må jeg lige have formidlet til min chef, på een eller anden måde...
Jeg startede med en god omgang research, og ringede til DSB´s kundeinformation for at forsikre mig, at der intet sporarbejde er i gang på strækningen mellem Dybbølsbro station og Allerød station. Dette blev jeg forsikret om, at der ikke var, og medarbejderen var så behjælpelig og serviceminded, at hun dobbeltjekkede med sin overordnede inden hun definitivt svarede mig. Dette blev jeg glad for, fordi det betyder, at jeg kun behøver at tage afsted 5 kvarter før jeg skal møde, fra min nye bopæl på Islands Brygge, hvor jeg er flyttet til, sammen med kvinden i mit liv. De sidste mange weekender har der været sporarbejde mellem Svanemøllen og Hellerup, hvilket har tildelt mig en ekstra cykeltur mellem de to punkter, før jeg kan stige på det tog der rammer min endelige destination. Det har været godt for mit kredsløb, men ikke desto mindre et irritationsmoment, som jeg lykkeligvis troede jeg blev sparet for i aftes...
Klokken 20.41 stiger jeg på E-toget og venter tålmodigt på at komme frem, med Inge Houmanns introduktionsbog til Nietzsche i inderlommen - "værdiernes krise" - som jeg forhandler med mig selv om, hvorvidt jeg skal læse, eller vente lidt med endnu. Jeg har læst den een gang, men mener helt bestemt, at jeg kan få mere ud af den, end har har fået ved første gennemlæsning. Jeg beslutter at vente til hjemturen, eller næste togtur til arbejde. Da vi når Svanemøllen (der er noget nemesis over dén station), lyder det i højttaleren, at en person er blevet påkørt, og at toget naturligivs ikke kører videre derfra. Således er jeg på egen hånd, uden nævneværdige kontanter eller kreditkort til at fragte mig i taxa fra A til B, og med en tiltagende desparation over at komme for sent til at afløse min kollega, som sidste gang jeg kom 6 minutter for sent udbrød: "nå, du er åbenbart fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og gør lige præcis hvad det passer dig, eller hva´?" - dette troede jeg i første moment var en joke, men ak nej - det var dybt seriøst, og en smule traumatiserende. Tænk hvis jeg var kommet 10 minutter for sent?
Lykkeligvis havde jeg min trofaste cykel med mig, og nåede til Hellerup på egen hånd, og derfra et Holte-tog, der (kun) kørte til Holte. Derfra skulle jeg vente på E-toget, som endeligvis fragtede mig og min metalliske ven til Allerød station, hvorfra det tager mig ca 10 minutter at trille til Center Sandholm, hvor jeg arbejder.
Belært af situationen sidst, havde jeg selvfølgelig ringet min kollega op, og advaret ham om forsinkelsen, som han selvfølgelig ikke havde nogen indvendinger imod - mindre end dét er han dog ikke!
Men i alt dette glemmer jeg og mit store ego, at der rent faktisk har været et menneske SÅ ulykkeligt, at det valgte at stige af toget, og afslutte sin eksistens - Gud tage godt imod ham. Tanker om mulige børn, ulykkelige og uforstående pårørende melder sig, om end lidt sent, og levendegør tragediens proportioner...
At komme for sent er i mit perfektionistiske sind så stor en ulykke, at det åbenbart overskygger et menneskeliv, og et surt opstød fra en kollega så betydningsfuldt, at jeg øjeblikkeligt mister perspektivet - set i skyggen af mit kontokort, som selvfølgelig bliver åbnet igen premio næste uge, når jeg har snakket med lønpersonalet hos min arbejdsgiver - en lille smutter er sket, og en overførsel er glemt; sikke noget, men mon ikke jeg klarer den weekenden over? Min lønseddel ér kommet, og udbetalingen ser helt fornuftig ud, så hvad er egentlig mit problem - har jeg overhovedet et? Eller er det små bagateller, der bare hører med til dét at HAVE ET LIV???
I taknemmelighed over det jeg har, som jeg altid har ønsket mig, og det jeg ikke har, som jeg altid har frygtet at få, skriver jeg dette lille indslag - måske nogen har et forslag til hvordan jeg altid husker, og aldrig glemmer, hvad der VIRKELIG betyder noget i denne forunderlige menneskelige eksistens, som ikke er til at kontrollere, skemalægge eller regne ud...?
Kærlige og lyse metahilsner herfra ;o)
tirsdag den 23. september 2008
Obsession...
You have employed my body, heart and mind
Now you´ve got them working overtime
I´m worked up and tense
My actions make no sense,
and I keep talking nonsense
In the horizon of my mind, my pride is in hide...
Someone get me back on track, and let me have myself back
I recognize the facts, and my reflections crystal clear,
but even so, obsession rules - and just won´t disappear!
Now you´ve got them working overtime
I´m worked up and tense
My actions make no sense,
and I keep talking nonsense
In the horizon of my mind, my pride is in hide...
Someone get me back on track, and let me have myself back
I recognize the facts, and my reflections crystal clear,
but even so, obsession rules - and just won´t disappear!
The echoes of the multitude...
In the troubled waters of human existence I navigate through the echoes of the multitude
In flight from a lifelong companion, my solitude within
In eternal quest for a vision; a friend, a lover, a soulmate and new companion...
But she was an abstract - a cloud the wind swept away, never to return again
In flight from a lifelong companion, my solitude within
In eternal quest for a vision; a friend, a lover, a soulmate and new companion...
But she was an abstract - a cloud the wind swept away, never to return again
The nature af my song...
I was walking in darkness
living in pain, halfway insane
Looking into the mirror, only to see
a dead guy staring back at me..
Checked my vital signs, to suddenly see:
I´ve been enslaved by the conviction, that due to circumstance,
I never really had a chance; hence my addiction
Unable to see, that with you in my life, my future is entirely in my hands...
Now nothing and nobody nowhere can turn off the light you bring into my life
Faithfully I live and cherish our bond, knowing you´ll respond to the nature of my song...
living in pain, halfway insane
Looking into the mirror, only to see
a dead guy staring back at me..
Checked my vital signs, to suddenly see:
I´ve been enslaved by the conviction, that due to circumstance,
I never really had a chance; hence my addiction
Unable to see, that with you in my life, my future is entirely in my hands...
Now nothing and nobody nowhere can turn off the light you bring into my life
Faithfully I live and cherish our bond, knowing you´ll respond to the nature of my song...
Anything to maintain...
I spent a lifetime in wait, for the world to change, and my truth to rearrange...
I´d lost my mind, and left my sanity behind in an uphill climb...
... I sighed, and cried and shied away from human affection without knowing why...
Emotionally crippled I failed to understand, the deception in my perception, of how to be a man...
Doing anything to maintain, and keep at distance from fear and shame...
The chemical prison cell...
You walk the streets to maintain
and you walk them in shame
I am spellbound, you are hellbound
as I curse at this curse that keeps getting worse
My heart is baptized in tears,
and it carries your name
You hate to love and love to hate
the chemical prison cell and cynical spell
your addiction creates
You got not substitute my sweet little prostitute
no one can replace your smile and your face
I fear for your life, as you strive to survive
and try to escape your demons reign
that have turned pain into pleasure, and pleasure to pain…
You´ve got love to give and life to live
I pray for you
I hope my faith will be rewarded,
and that my dreams won´t be thwarted
and you walk them in shame
I am spellbound, you are hellbound
as I curse at this curse that keeps getting worse
My heart is baptized in tears,
and it carries your name
You hate to love and love to hate
the chemical prison cell and cynical spell
your addiction creates
You got not substitute my sweet little prostitute
no one can replace your smile and your face
I fear for your life, as you strive to survive
and try to escape your demons reign
that have turned pain into pleasure, and pleasure to pain…
You´ve got love to give and life to live
I pray for you
I hope my faith will be rewarded,
and that my dreams won´t be thwarted
Ét simpelt smil...
Ét simpelt smil…
Dit smil…
Så sødt, kraftfuldt og smukt, at jeg magtesløs afvæbnes, og i sød overgivelse må give mig hen…
Den snigende tvivl, der i dit lange fravær overvinder mig, og lader mig glemme den guddommelige plan, slukkes når vi igen mødes - og du hånd i hånd med Ham viser mig den, med ét simpelt smil...
Metafile godnatønsker...
;o)
Dit smil…
Så sødt, kraftfuldt og smukt, at jeg magtesløs afvæbnes, og i sød overgivelse må give mig hen…
Den snigende tvivl, der i dit lange fravær overvinder mig, og lader mig glemme den guddommelige plan, slukkes når vi igen mødes - og du hånd i hånd med Ham viser mig den, med ét simpelt smil...
Metafile godnatønsker...
;o)
The meta-observing experiencer
“The conscious experiencer”
REALITY…
…Is my possibility of consciousness...
and to me,
as the observer,
to create my own experience…
søndag den 21. september 2008
Skal vi ikke "bare trykke nogle penge"?
Hmmm... Here we go...
Siden jeg var helt lille har jeg stillet mig selv spørgsmålet: hvor kommer penge fra? Hvem laver dem? Kan man ikke bare lave så mange man vil?
Svarene har været meget indviklede, og selvfølgelig alt for indviklede for en 6-8-årig dreng, for ikke at sige for enhver nulevende standard verdensborger - men lad mig nu holde mig til at tale for mig selv.
Jeg er blevet besvaret og udmanøvreret med sofistiske økonomiske begreber som inflation, deflation, om høj- og lavkonjuktur, og centralbanker der er statsejede og så overvågede, at snyd er umulig. Med tiden har disse svar blot rejst flere spørgsmål - som erfaringen havde lært mig, at jeg var for uintelligent, ignorant og enfoldig til at forstå.
Men spørgsmålet har siden vist sig, at være lige så gyldigt for mig idag, som mit barnesind syntes det for over 25 år siden…
Bankmændenes evolutionshistorie startede med disses forfædre, datidens pantelånere og guldsmede. De stillede sig til rådighed for opbevaringen af menigmands guldbeholdninger, som dengang var den stærkeste og mest stabile valuta. De opbevarede folks rigdomme, og fandt ud af, at ingen nogensinde kom og gjorde krav på al deres guld, og da slet ikke på én gang; således opstod genistregen: mod renter, at udlåne andre menneskers guld, til folk der havde brug for en håndsrækning. Af praktiske hensyn, og fordi guld har den tyngde det har, opstod papirpengene – de var selvfølgelig nemmere at have på sig, end eksempelvis et kg guld, og blev trykt hos guldsmedene nomineret med en bestemt værdi, som var til at bytte lige over med guld, for den værdi sedlen nominerede. Med udlån af penge, som ikke var deres egne, og med renters rente, voksede formuer på egen konto uden nogensinde at gøre andet end at opbevare andre menneskers penge, og låne disse ud, uden at spørge ejerne om lov. Og sådan opstod det der i dag hedder Fractional-Reserve Banking - som er en model der gør det muligt for banker at udlåne op til 10 gange mere kapital, end de selv har i beholdningen.
Et par århundreder senere fødtes et barn, i en jødisk familie, i en by i Tyskland. Han blev døbt Moses Amschel, og hed Bauer til efternavn. Han blev senere en stor pantelåner/bankmand, og fik en søn, som senere arvede familieforretningen i Frankfurt - dette firmas logo var et en sort ørn på et rødt skilt, hvorfor den i folkemunde blev kaldt Det Røde Skilt-butikken. Røde skilt på tysk: roth schild - hvilket den gode søn sammensatte til Rothschild, og tog som sit efternavn fremover. Han skulle sidenhen, sammen med sine fem sønner skabe et finansimperium, og mobilisere så stærke økonomiske kræfter og forbindelser mellem de fem sønner, der alle var udstationerede - med Amschel siddende i hovedsædet i Frankfurt - i Wien, Napoli, Paris og London for at udforske den økonomiske situation og etablere navnet i de respektive nationers økonomiske arenaer, for derigennem at udvide internationalt. Rothschildimperiet skulle vise sig at blive den mest indflydelsesrige familie i den europæiske økonomi og vandt deres formue via fractional-reserve banking, som de også var stærke fortalere og tilhængere af at indføre som gældende bankpraksis, hvorend de kom.
The United States' Federal Reserve gives a summary of why fractional reserve banking is used and what its effects are:
"The fact that banks are required to keep on hand only a fraction of the funds deposited with them is a function of the banking business. Banks borrow funds from their depositors (those with savings) and in turn lend those funds to the banks’ borrowers (those in need of funds). Banks make money by charging borrowers more for a loan (a higher percentage interest rate) than is paid to depositors for use of their money. If banks did not lend out their available funds after meeting their reserve requirements, depositors might have to pay banks to provide safekeeping services for their money. For the economy and the banking system as a whole, the practice of keeping only a fraction of deposits on hand has an important cumulative effect. Referred to as the fractional reserve system, it permits the banking system to "create" money."*
*Afsnit lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Fractional-reserve_banking
The Federal Reserve System fungerer som USA´s centralbank og Lender of Last Resort**, nårsomhelst banker eller store finansimperier har udmattet alle muligheder for genoprettelse af egen økonomi og som følge er ved at gå konkurs, ganske som vi netop ser det ske i disse dage, senest med AIG, som lånte beskedne 85 milliarder US dollars. Penge som er lånt til statskassen af de tolv private banker, der tilsammen udgør The Federal Reserve System, og som i samme moment lånes videre til AIG. Et lån, som er taget af skatteyderne, og som reelt skal tilbagebetales af skatteyderne i USA via deres federal income tax – som i øvrigt er en ulovlig beskatning, der ikke er lovformeligt beskrevet nogen steder, hverken i Forfatningen eller skatteloven – men lad os lade dét ligge, for nu.
**http://en.wikipedia.org/wiki/Lender_of_last_resort
Min pointe er, at det der skete i det små, mellem banker/guldsmede og låntagere, sker stadigvæk, både i den private sektor, men søreme også i den offentlige sektor. USA har stadigvæk en delvist privatiseret og autonom monetær enhed, som arbejder udenom Kongressen og/eller andre regeringsorganer, og der som virksomhed aldrig blevet revideret, som behørigt for ethvert firma, stort eller småt. At de sidder som den eneste vinder af den internationale økonomiske krise, og kan udlåne 85 milliarder til regeringen, med renter, som skatteyderne skal betale til regeringen, således at den kan betale til centralbanken, virker for mig som en noget rodet affære, fuld af interessekonflikter og inhabilitet.
"Agrarian and progressive interests, led by William Jennings Bryan, favored a central bank under public, rather than banker, control. But the vast majority of the nation's bankers, concerned about government intervention in the banking business, opposed a central bank structure directed by political appointees. The legislation that Congress ultimately adopted in 1913 reflected a hard-fought battle to balance these two competing views and created the hybrid public-private, centralized-decentralized structure that we have today."***
***Lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Federal_Reserve_System
Det er uacceptabelt og skændigt, at man siden 1913 har ladet den (inter) nationale økonomi i USA være så styret af private interesser, uden udelt omtanke for nationens bedste, hvilket har været intentionen med vedtægten af The Federal Reserve Act. Denne blev vedtaget fordi en mægtig bankmand ved navn J.P. Morgan tilskyndede sine medbankmænd til at afhjælpe en krise, ved at sætte penge ind som bagstoppere for panikken, som bredte sig, fordi flere banker tilbagekaldte lån, tilbage i 1907. Efterfølgende nedsattes et udvalg til at finde på en løsning, der ville forhindre gentagelser af situationen, af hvilken The Federal Reserve System fødtes, i 1913. Denne gav The Fed eneretten til udstedelse af pengesedler, og derved monopolet på den nationale økonomi. Mange mener, at de direkte skabte Den Store Depression i 1929, ved ikke at trykke flere penge, og holde på dem de havde i depoterne. Således forudså man, at folk efterfølgende ville belåne sig til op over begge ører, så snart de fik muligheden, og således endnu en lukrativ situation skabt for bankmændende, der som forklaret bliver rigere og rigere ved forrentning af de penge, som jeg sætter ind, og som de låner dig - med renter. Dog kan de udstede flere pengesedler, hvorfor endnu flere spørgsmål rejser sig: hvem bestemmer, om der er nok penge i omløb, og hvor mange der skal trykkes og hvornår? Hvordan kan det være, at der ved enhver økonomisk krise, altid kun er én vinder, nemlig centralbanken, der sætter regeringen i endnu større gæld? Kan de mindre banker være med til at skabe disse krisesituationer, ved at tilbagekalde deres lån, og ikke udstede nye, under påskud af at være usikre på, om de får deres penge tilbage? Og derved skabe lavkonjuktur? Som uundgåeligt følges op af højkonjuktrur så snart de selv vælger at gøre lån nemme at opnå, da låne- og købevilligheden vokser. Er det dét man mener, når man snakker om markedskræfternes naturlige op- og nedsving? Og hvad er det, der gør bankerne usikre? Den internationale politiske situation? Krigenes udvikling? Er de ikke med til at skabe dem, og deltager aktivt i dem, ved at låne regeringerne penge til at føre disse krige? Hvordan kan effekten så komme bag på dem? Mon ikke, at regeringen i USA er villige til at låne, og The Fed er parat til at trykke, så mange penge det skal være, når den første skal hjælpes af den anden, og det gælder at vinde/tabe en krig? Og går hjælpen kun den ene vej?
Money issuing power
United States Congressman Dennis Kucinich, at the 2005 Monetary Reform Conference, raised the question of why the Federal Reserve should have the power to issue the United States' currency. He stated:
..."and it's going to be my pleasure...to take this discussion to Capitol Hill, because Washington needs to understand how we are mired in debt and how we are staying there with the help of this fractional-reserve banking. Washington needs to understand that questions must be raised about why in effect did we give up our control of this asset, this ability to be able to issue money. Why did we give it to the Federal Reserve? We need to look at that again. It's not as though this country should be headed for bankruptcy or our people for destitution. The money's there. We need the will there, to begin to look at America in a new way and look at our potential to create material wealth in a new way."****
****Lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Federal_Reserve_System
Det er en fornøjelse at læse Urban, d. 23/9-08, og se Obama foreslå en uvildig undersøgelse af forslaget, og dets mulige konsekvenser, og ydermere se senatorer fra begge partier i USA sige at det ikke "bare er ok" at pumpe 1 billiard US dollars i den amerikanske økonomi, da det i sidste instans er den amerikanske gennemsnitsborger der ender med at betale gildet. Endelig noget der kan samle amerikanerne, der uden indvendinger fra kyndige mennesker kan komme til at sætte sig i endnu mere gæld, end de allerede sidder i; en iøvrigt naturlig følge af måden som den amerikanske økonomi er struktureret på.
Denne blog er under stadig udvikling, da jeg ikke er nogen ekspert, og muligvis heller ikke er optimalt oplyst - logikken i den internationale økonomi som sådan, er for mig umulig at få øje på. Undertegnedes indsigt i den nuværende krise lever sit eget liv, ligesom selve fænomenet gør – udvidelse følger, men indtil da, føl jer velkomne til at oplyse mig, eller korrigere mig, hvem der vil/kan…
"Inflation is just like alcoholism. In both cases when you start drinking or when you start printing too much money, the good effects come first. The bad effects only come later...That's why in both cases there is a strong temptation to overdo it. To drink too much and to print too much money. When it comes to the cure, it's the other way around. When you stop drinking or when you stop printing money, the bad effects come first and the good effects only come later. That's why it's so hard to persist with the cure. In the United States, four times in the 20 years after 1957, we undertook the cure. But each time we lacked the will to continue. As a result, we had all the bad effects and none of the good effects."*****
*****Lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Federal_Reserve_System
Siden jeg var helt lille har jeg stillet mig selv spørgsmålet: hvor kommer penge fra? Hvem laver dem? Kan man ikke bare lave så mange man vil?
Svarene har været meget indviklede, og selvfølgelig alt for indviklede for en 6-8-årig dreng, for ikke at sige for enhver nulevende standard verdensborger - men lad mig nu holde mig til at tale for mig selv.
Jeg er blevet besvaret og udmanøvreret med sofistiske økonomiske begreber som inflation, deflation, om høj- og lavkonjuktur, og centralbanker der er statsejede og så overvågede, at snyd er umulig. Med tiden har disse svar blot rejst flere spørgsmål - som erfaringen havde lært mig, at jeg var for uintelligent, ignorant og enfoldig til at forstå.
Men spørgsmålet har siden vist sig, at være lige så gyldigt for mig idag, som mit barnesind syntes det for over 25 år siden…
Bankmændenes evolutionshistorie startede med disses forfædre, datidens pantelånere og guldsmede. De stillede sig til rådighed for opbevaringen af menigmands guldbeholdninger, som dengang var den stærkeste og mest stabile valuta. De opbevarede folks rigdomme, og fandt ud af, at ingen nogensinde kom og gjorde krav på al deres guld, og da slet ikke på én gang; således opstod genistregen: mod renter, at udlåne andre menneskers guld, til folk der havde brug for en håndsrækning. Af praktiske hensyn, og fordi guld har den tyngde det har, opstod papirpengene – de var selvfølgelig nemmere at have på sig, end eksempelvis et kg guld, og blev trykt hos guldsmedene nomineret med en bestemt værdi, som var til at bytte lige over med guld, for den værdi sedlen nominerede. Med udlån af penge, som ikke var deres egne, og med renters rente, voksede formuer på egen konto uden nogensinde at gøre andet end at opbevare andre menneskers penge, og låne disse ud, uden at spørge ejerne om lov. Og sådan opstod det der i dag hedder Fractional-Reserve Banking - som er en model der gør det muligt for banker at udlåne op til 10 gange mere kapital, end de selv har i beholdningen.
Et par århundreder senere fødtes et barn, i en jødisk familie, i en by i Tyskland. Han blev døbt Moses Amschel, og hed Bauer til efternavn. Han blev senere en stor pantelåner/bankmand, og fik en søn, som senere arvede familieforretningen i Frankfurt - dette firmas logo var et en sort ørn på et rødt skilt, hvorfor den i folkemunde blev kaldt Det Røde Skilt-butikken. Røde skilt på tysk: roth schild - hvilket den gode søn sammensatte til Rothschild, og tog som sit efternavn fremover. Han skulle sidenhen, sammen med sine fem sønner skabe et finansimperium, og mobilisere så stærke økonomiske kræfter og forbindelser mellem de fem sønner, der alle var udstationerede - med Amschel siddende i hovedsædet i Frankfurt - i Wien, Napoli, Paris og London for at udforske den økonomiske situation og etablere navnet i de respektive nationers økonomiske arenaer, for derigennem at udvide internationalt. Rothschildimperiet skulle vise sig at blive den mest indflydelsesrige familie i den europæiske økonomi og vandt deres formue via fractional-reserve banking, som de også var stærke fortalere og tilhængere af at indføre som gældende bankpraksis, hvorend de kom.
The United States' Federal Reserve gives a summary of why fractional reserve banking is used and what its effects are:
"The fact that banks are required to keep on hand only a fraction of the funds deposited with them is a function of the banking business. Banks borrow funds from their depositors (those with savings) and in turn lend those funds to the banks’ borrowers (those in need of funds). Banks make money by charging borrowers more for a loan (a higher percentage interest rate) than is paid to depositors for use of their money. If banks did not lend out their available funds after meeting their reserve requirements, depositors might have to pay banks to provide safekeeping services for their money. For the economy and the banking system as a whole, the practice of keeping only a fraction of deposits on hand has an important cumulative effect. Referred to as the fractional reserve system, it permits the banking system to "create" money."*
*Afsnit lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Fractional-reserve_banking
The Federal Reserve System fungerer som USA´s centralbank og Lender of Last Resort**, nårsomhelst banker eller store finansimperier har udmattet alle muligheder for genoprettelse af egen økonomi og som følge er ved at gå konkurs, ganske som vi netop ser det ske i disse dage, senest med AIG, som lånte beskedne 85 milliarder US dollars. Penge som er lånt til statskassen af de tolv private banker, der tilsammen udgør The Federal Reserve System, og som i samme moment lånes videre til AIG. Et lån, som er taget af skatteyderne, og som reelt skal tilbagebetales af skatteyderne i USA via deres federal income tax – som i øvrigt er en ulovlig beskatning, der ikke er lovformeligt beskrevet nogen steder, hverken i Forfatningen eller skatteloven – men lad os lade dét ligge, for nu.
**http://en.wikipedia.org/wiki/Lender_of_last_resort
Min pointe er, at det der skete i det små, mellem banker/guldsmede og låntagere, sker stadigvæk, både i den private sektor, men søreme også i den offentlige sektor. USA har stadigvæk en delvist privatiseret og autonom monetær enhed, som arbejder udenom Kongressen og/eller andre regeringsorganer, og der som virksomhed aldrig blevet revideret, som behørigt for ethvert firma, stort eller småt. At de sidder som den eneste vinder af den internationale økonomiske krise, og kan udlåne 85 milliarder til regeringen, med renter, som skatteyderne skal betale til regeringen, således at den kan betale til centralbanken, virker for mig som en noget rodet affære, fuld af interessekonflikter og inhabilitet.
"Agrarian and progressive interests, led by William Jennings Bryan, favored a central bank under public, rather than banker, control. But the vast majority of the nation's bankers, concerned about government intervention in the banking business, opposed a central bank structure directed by political appointees. The legislation that Congress ultimately adopted in 1913 reflected a hard-fought battle to balance these two competing views and created the hybrid public-private, centralized-decentralized structure that we have today."***
***Lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Federal_Reserve_System
Det er uacceptabelt og skændigt, at man siden 1913 har ladet den (inter) nationale økonomi i USA være så styret af private interesser, uden udelt omtanke for nationens bedste, hvilket har været intentionen med vedtægten af The Federal Reserve Act. Denne blev vedtaget fordi en mægtig bankmand ved navn J.P. Morgan tilskyndede sine medbankmænd til at afhjælpe en krise, ved at sætte penge ind som bagstoppere for panikken, som bredte sig, fordi flere banker tilbagekaldte lån, tilbage i 1907. Efterfølgende nedsattes et udvalg til at finde på en løsning, der ville forhindre gentagelser af situationen, af hvilken The Federal Reserve System fødtes, i 1913. Denne gav The Fed eneretten til udstedelse af pengesedler, og derved monopolet på den nationale økonomi. Mange mener, at de direkte skabte Den Store Depression i 1929, ved ikke at trykke flere penge, og holde på dem de havde i depoterne. Således forudså man, at folk efterfølgende ville belåne sig til op over begge ører, så snart de fik muligheden, og således endnu en lukrativ situation skabt for bankmændende, der som forklaret bliver rigere og rigere ved forrentning af de penge, som jeg sætter ind, og som de låner dig - med renter. Dog kan de udstede flere pengesedler, hvorfor endnu flere spørgsmål rejser sig: hvem bestemmer, om der er nok penge i omløb, og hvor mange der skal trykkes og hvornår? Hvordan kan det være, at der ved enhver økonomisk krise, altid kun er én vinder, nemlig centralbanken, der sætter regeringen i endnu større gæld? Kan de mindre banker være med til at skabe disse krisesituationer, ved at tilbagekalde deres lån, og ikke udstede nye, under påskud af at være usikre på, om de får deres penge tilbage? Og derved skabe lavkonjuktur? Som uundgåeligt følges op af højkonjuktrur så snart de selv vælger at gøre lån nemme at opnå, da låne- og købevilligheden vokser. Er det dét man mener, når man snakker om markedskræfternes naturlige op- og nedsving? Og hvad er det, der gør bankerne usikre? Den internationale politiske situation? Krigenes udvikling? Er de ikke med til at skabe dem, og deltager aktivt i dem, ved at låne regeringerne penge til at føre disse krige? Hvordan kan effekten så komme bag på dem? Mon ikke, at regeringen i USA er villige til at låne, og The Fed er parat til at trykke, så mange penge det skal være, når den første skal hjælpes af den anden, og det gælder at vinde/tabe en krig? Og går hjælpen kun den ene vej?
Money issuing power
United States Congressman Dennis Kucinich, at the 2005 Monetary Reform Conference, raised the question of why the Federal Reserve should have the power to issue the United States' currency. He stated:
..."and it's going to be my pleasure...to take this discussion to Capitol Hill, because Washington needs to understand how we are mired in debt and how we are staying there with the help of this fractional-reserve banking. Washington needs to understand that questions must be raised about why in effect did we give up our control of this asset, this ability to be able to issue money. Why did we give it to the Federal Reserve? We need to look at that again. It's not as though this country should be headed for bankruptcy or our people for destitution. The money's there. We need the will there, to begin to look at America in a new way and look at our potential to create material wealth in a new way."****
****Lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Federal_Reserve_System
Det er en fornøjelse at læse Urban, d. 23/9-08, og se Obama foreslå en uvildig undersøgelse af forslaget, og dets mulige konsekvenser, og ydermere se senatorer fra begge partier i USA sige at det ikke "bare er ok" at pumpe 1 billiard US dollars i den amerikanske økonomi, da det i sidste instans er den amerikanske gennemsnitsborger der ender med at betale gildet. Endelig noget der kan samle amerikanerne, der uden indvendinger fra kyndige mennesker kan komme til at sætte sig i endnu mere gæld, end de allerede sidder i; en iøvrigt naturlig følge af måden som den amerikanske økonomi er struktureret på.
Denne blog er under stadig udvikling, da jeg ikke er nogen ekspert, og muligvis heller ikke er optimalt oplyst - logikken i den internationale økonomi som sådan, er for mig umulig at få øje på. Undertegnedes indsigt i den nuværende krise lever sit eget liv, ligesom selve fænomenet gør – udvidelse følger, men indtil da, føl jer velkomne til at oplyse mig, eller korrigere mig, hvem der vil/kan…
"Inflation is just like alcoholism. In both cases when you start drinking or when you start printing too much money, the good effects come first. The bad effects only come later...That's why in both cases there is a strong temptation to overdo it. To drink too much and to print too much money. When it comes to the cure, it's the other way around. When you stop drinking or when you stop printing money, the bad effects come first and the good effects only come later. That's why it's so hard to persist with the cure. In the United States, four times in the 20 years after 1957, we undertook the cure. But each time we lacked the will to continue. As a result, we had all the bad effects and none of the good effects."*****
*****Lånt fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Federal_Reserve_System
mandag den 1. september 2008
Venter spændt...
Obama, Obama, O kære Obama...
- jeg ser selvfølgelig gerne, at du tiltræder som USA´s 44. præsident, om end bekymret for dit ve og vel.
At påtale eller ytre sin mening om, at The Food & Drug Administration, som er det organ i USA der godkender nye fødevarer, og tester nye produkter fra medicinalindustrien, er sponseret af de selvsamme firmaer, der beder om godkendelse af "nye" produkter, og således skaber en interessekonflikt der gør begge parter inhabile, er een ting.
Men at gå i krig med en SÅ etableret og reciprokal-lukrativ ordning for alle parter involveret - heriblandt også forsikringsselskaberne, er revolutionært, og i sagens natur dermed også livsfarligt.
Der er insisterende og stærke lobbyistiske kræfter, der vil gøre hvad som helst for ikke at "socialisere" sundhedssektoren og omstrukturere den nuværende amerikanske Medicare, således, at det fremover vil dække alle amerikanere, unge og gamle på lige vilkår, og ikke som hidtil, hvor man har skulle opfylde en masse forskellige kriterier og være fyldt 65 år.
Ditto for Medicaid - som er de fattiges sygesikring, der hverken fungerer optimalt, eller lever op til intentionen, den er affødt af. Low-income patienterne er simpelthen for mange, hvilket gør ventelisterne uendelig lange og ineffektive. Alene det faktum, at klasseskellet kategoriserer din ret til behandling og standarden af den, er skændigt og diskriminerende.
...
Den kommercielle kraft og magt, til at skabe et marked hvor der intet reelt behov er, har gjort medicinalindustrien til en storspiller i den menige amerikaners bevidsthed. Via reklamer i presse og TV at udstille dagligdags problemer og almenmenneskelige tilstande, og benævne dem som sygelige og diagnosticere dem, har den gjort sig til en ny dogmatisk religion, hvor de hellige skrifter udskrives på recept, og synden er selve dét at være menneskelig - og den ultimative autoritet en selvtjenende dagsorden fra medicinalindustrien.
En mand træder ind i et lokale fuld af mennesker; han føler sig lille en stund eller to, indtil han har forsikret sig om, at der er trygt, og at han godt må være der - muligvis ved han det godt rent intellektuelt, men erkendelsesmæssigt skal det nok synke ind via erfaring. Han mærker sig selv i en ny omstændighed, hvor han bliver beskuet. Muligvis dømt og vejet. I kraft af dette i sin bevidsthed, oplever han sig selv mere intenst end sekundet inden han åbnede døren, og gik ind i disse ukendte personers fokus.
Ovenstående er pitchet fra en reklame for et produkt mod "social anxiety disorder" - et fænomen vi i århundreder har kaldt generthed, usikkerhed, overdreven selvbevidsthed eller selvcentrerethed - som muligvis kan være et produkt af ikke at være i god social kondition; af forskellige grunde have været alene for en tid, eller blot være et udtryk for en introvert personlighed. Undertegnede er ikke så lille, at jeg er blind for overdrevne tilfælde, hvor det er så åbenlyst et problem for individet, at det rent faktisk har en fobi, men mon ikke de fleste mennesker kan nikke genkendende til det givne symptom, i ovennævnte situation?
Således endnu et marked skabt, for et alment menneskeligt fænomen; en sygdom er opfundet, og en hundedyr kur udbydes. Og millioner af dollars løber i apotekernes, lægernes og fabrikanternes kasser - for et produkt som ikke er nyt, men blot tilsat en ekstra komponent, hvilket er det eneste The Food & Drug Administration kræver, for at kunne kvalificere et stof som værende nyt.
Samme historie er gældende for et af de seneste produkter rettet mod kvinder med PMS - stoffet er praktisk talt identisk med Prozac, det kontroversielt omdiskuterede antidepressiva, som ifølge utallige brugere fremkalder tvangstanker om selvmord, m. mere. Disse bivirkninger var tydelige allerede i de allerførste tests af medikamentet, men som så mange gange før og siden, blev godkendelsesprocessen forceret og manipuleret i et samarbejde mellem fabrikant og FDA, ved kun at fremvise de få procenter af testresultaterne, der viste positive resultater, og sylte de negative.
Mit håb er, at USA´s 44. præsident succesfuldt gennemfører den længe ventede sundhedsreform, som er imperativt for at kunne leve op til navnet om verdens mægtigste nation, således at den kan afkaste en positiv effekt på den internationale lancering af nye og hidtil tvivlsomt afprøvede medikamenter, med mere integritet, og i ovensstemmelse med den hippokratiske ed, som er enhver læges leveregel - eller bør være det. Det er slet og ret pinligt, at en nation med så store ressourcer ikke har et bedre sundhedssystem end f. eks. Cuba, som er et land i fattigdom, med svære samfundsmæssige udfordringer.
Min frygt er, at medicinal-lobbyen er for stærk, og at republikanerne vil gøre alt for at stoppe enhver udvikling der går dén vej - pengemaskinen virker, tjener dem og skaber kapital, hvilket er formål nr. 1 - og det er min antagelse, at de er villige til at spille beskidt spil, således, at reformen på een eller anden måde vil blive bremset; Gud forbyde det.
Metahilsen - MetaLover
- jeg ser selvfølgelig gerne, at du tiltræder som USA´s 44. præsident, om end bekymret for dit ve og vel.
At påtale eller ytre sin mening om, at The Food & Drug Administration, som er det organ i USA der godkender nye fødevarer, og tester nye produkter fra medicinalindustrien, er sponseret af de selvsamme firmaer, der beder om godkendelse af "nye" produkter, og således skaber en interessekonflikt der gør begge parter inhabile, er een ting.
Men at gå i krig med en SÅ etableret og reciprokal-lukrativ ordning for alle parter involveret - heriblandt også forsikringsselskaberne, er revolutionært, og i sagens natur dermed også livsfarligt.
Der er insisterende og stærke lobbyistiske kræfter, der vil gøre hvad som helst for ikke at "socialisere" sundhedssektoren og omstrukturere den nuværende amerikanske Medicare, således, at det fremover vil dække alle amerikanere, unge og gamle på lige vilkår, og ikke som hidtil, hvor man har skulle opfylde en masse forskellige kriterier og være fyldt 65 år.
Ditto for Medicaid - som er de fattiges sygesikring, der hverken fungerer optimalt, eller lever op til intentionen, den er affødt af. Low-income patienterne er simpelthen for mange, hvilket gør ventelisterne uendelig lange og ineffektive. Alene det faktum, at klasseskellet kategoriserer din ret til behandling og standarden af den, er skændigt og diskriminerende.
...
Den kommercielle kraft og magt, til at skabe et marked hvor der intet reelt behov er, har gjort medicinalindustrien til en storspiller i den menige amerikaners bevidsthed. Via reklamer i presse og TV at udstille dagligdags problemer og almenmenneskelige tilstande, og benævne dem som sygelige og diagnosticere dem, har den gjort sig til en ny dogmatisk religion, hvor de hellige skrifter udskrives på recept, og synden er selve dét at være menneskelig - og den ultimative autoritet en selvtjenende dagsorden fra medicinalindustrien.
En mand træder ind i et lokale fuld af mennesker; han føler sig lille en stund eller to, indtil han har forsikret sig om, at der er trygt, og at han godt må være der - muligvis ved han det godt rent intellektuelt, men erkendelsesmæssigt skal det nok synke ind via erfaring. Han mærker sig selv i en ny omstændighed, hvor han bliver beskuet. Muligvis dømt og vejet. I kraft af dette i sin bevidsthed, oplever han sig selv mere intenst end sekundet inden han åbnede døren, og gik ind i disse ukendte personers fokus.
Ovenstående er pitchet fra en reklame for et produkt mod "social anxiety disorder" - et fænomen vi i århundreder har kaldt generthed, usikkerhed, overdreven selvbevidsthed eller selvcentrerethed - som muligvis kan være et produkt af ikke at være i god social kondition; af forskellige grunde have været alene for en tid, eller blot være et udtryk for en introvert personlighed. Undertegnede er ikke så lille, at jeg er blind for overdrevne tilfælde, hvor det er så åbenlyst et problem for individet, at det rent faktisk har en fobi, men mon ikke de fleste mennesker kan nikke genkendende til det givne symptom, i ovennævnte situation?
Således endnu et marked skabt, for et alment menneskeligt fænomen; en sygdom er opfundet, og en hundedyr kur udbydes. Og millioner af dollars løber i apotekernes, lægernes og fabrikanternes kasser - for et produkt som ikke er nyt, men blot tilsat en ekstra komponent, hvilket er det eneste The Food & Drug Administration kræver, for at kunne kvalificere et stof som værende nyt.
Samme historie er gældende for et af de seneste produkter rettet mod kvinder med PMS - stoffet er praktisk talt identisk med Prozac, det kontroversielt omdiskuterede antidepressiva, som ifølge utallige brugere fremkalder tvangstanker om selvmord, m. mere. Disse bivirkninger var tydelige allerede i de allerførste tests af medikamentet, men som så mange gange før og siden, blev godkendelsesprocessen forceret og manipuleret i et samarbejde mellem fabrikant og FDA, ved kun at fremvise de få procenter af testresultaterne, der viste positive resultater, og sylte de negative.
Mit håb er, at USA´s 44. præsident succesfuldt gennemfører den længe ventede sundhedsreform, som er imperativt for at kunne leve op til navnet om verdens mægtigste nation, således at den kan afkaste en positiv effekt på den internationale lancering af nye og hidtil tvivlsomt afprøvede medikamenter, med mere integritet, og i ovensstemmelse med den hippokratiske ed, som er enhver læges leveregel - eller bør være det. Det er slet og ret pinligt, at en nation med så store ressourcer ikke har et bedre sundhedssystem end f. eks. Cuba, som er et land i fattigdom, med svære samfundsmæssige udfordringer.
Min frygt er, at medicinal-lobbyen er for stærk, og at republikanerne vil gøre alt for at stoppe enhver udvikling der går dén vej - pengemaskinen virker, tjener dem og skaber kapital, hvilket er formål nr. 1 - og det er min antagelse, at de er villige til at spille beskidt spil, således, at reformen på een eller anden måde vil blive bremset; Gud forbyde det.
Metahilsen - MetaLover
fredag den 29. august 2008
Hel blank !?!
Hey!
Sad og ransagede mig selv for emner at skrive lidt om, men fandt intet!
Det henledte mine tanker hen på begrebet Tabula Rasa; de britiske empiristiske oplysningsfilosoffers betegnelse for tesen om, at barnet ved fødsel ikke indeholder egne indre referencepunkter, men blot er passiv modtager af sanseindtryk; en ren/blank tavle - som Tabula Rasa, direkte oversat, betyder. Den postulerer, at mennesket kun kan erkende gennem erfaring via sanseindtryk - og ikke fornuften, modsat Kant - og at intet er medfødt, eller naturligt åndeligt indkodet - hvilket rejser spørgsmålet: hvad er moral så? Og hvornår træder den ind i billedet, og gør sig gældende i individet? Skal barnet først lære, eller vil der være situationer, hvor enhver, uanset kultur og opdragelse vil reagere ens?
Det ér et ældgammelt spørgsmål og en kende kliché, men ikke desto mindre interessant og eviggyldigt; jeg stiller det dog igen - det er irrelevant at besvare det. Gåden ligger i mysteriet om, hvor og hvornår moral, medmenneskelighed og empati er placeret.
Hav en rigtig dejlig weekend ;o)
Metahilsen - MetaLover
Sad og ransagede mig selv for emner at skrive lidt om, men fandt intet!
Det henledte mine tanker hen på begrebet Tabula Rasa; de britiske empiristiske oplysningsfilosoffers betegnelse for tesen om, at barnet ved fødsel ikke indeholder egne indre referencepunkter, men blot er passiv modtager af sanseindtryk; en ren/blank tavle - som Tabula Rasa, direkte oversat, betyder. Den postulerer, at mennesket kun kan erkende gennem erfaring via sanseindtryk - og ikke fornuften, modsat Kant - og at intet er medfødt, eller naturligt åndeligt indkodet - hvilket rejser spørgsmålet: hvad er moral så? Og hvornår træder den ind i billedet, og gør sig gældende i individet? Skal barnet først lære, eller vil der være situationer, hvor enhver, uanset kultur og opdragelse vil reagere ens?
Det ér et ældgammelt spørgsmål og en kende kliché, men ikke desto mindre interessant og eviggyldigt; jeg stiller det dog igen - det er irrelevant at besvare det. Gåden ligger i mysteriet om, hvor og hvornår moral, medmenneskelighed og empati er placeret.
Hav en rigtig dejlig weekend ;o)
Metahilsen - MetaLover
torsdag den 28. august 2008
Starte med begyndelsen...
Først var ordet...
... siden, ønsket om at tale det - og til sidst, et behov for at udtrykke mere end bare ordet, men også at sammensætte flere af dem, således at de formidlede og udtrykte noget, der for én eller anden gav mening - om ikke andet, så for den der talte det... Eller skrev det... eller hørte/læste det - eller bedre endnu; for begge, dog ikke nødvendigvis med samme betydning, eller fortolkning hos begge.
Jeg blev inspireret af min kæreste idag, til at oprette egen blog. Har gjort lidt i at skrive og kommentere på talrige debatter i forskellige aviser og blogget lidt rundt, uden tanke på, at jeg kan tilfredsstille min perverse lyst til at kommentere, bidrage, oplyse eller spørge, gennem egen blog - og således denne oprettet.
Et spørgsmål:
Vi er i konstant befolkningsmæssig vækst, og bliver således flere og flere bærere af den krop nogle kalder for "sjælens hylster". Hinduer og buddhister siger at sjælen er evig, og at den vandrer fra krop til krop gennem generationer, og følger enten en karmisk op- eller nedgradering, således at vi bliver lavere- eller højerestående væsener efterhånden som vi inkarneres.
Men hvis sjælen er evig, hvornår er det så den besjæler individets hylster, og hvor kommer de nye sjæle fra, der finder de nye og stadigt voksende antal kroppe der bebor vores planet? Sidder de i kosmos og venter på den rigtige krop, eller opstår sjælen i samme moment som kroppen fødes, eventuelt ved første åndedrag, som en fødsel - befrugtet og momentant udruget i en meta biospirituel syntese? Er antallet af dem konstant, springende oftere og oftere opad fra laverestående væsener - som muligvis har gjort det godt - således, at de opgraderes fra bæst, til menneskebarn? Findes der et åndeligt økosystem?
Eller sidder sjælen - som nogle hårdnakket påstår - blot i hjernen og samarbejder med vores krop, således at vi føler, sanser og erfarer med eet og samme organ? For så er regressionshypnose jo selvsuggestion og fragmenter af det (u)bevidste, som vi selv stykker sammen, og udnævner til en "tidligere inkarnation"?
Blot udtryk for forundring over en af livets fantastiske gåder... Oplys mig hvem der kan... ;o)
Metahilsner - MetaLover
... siden, ønsket om at tale det - og til sidst, et behov for at udtrykke mere end bare ordet, men også at sammensætte flere af dem, således at de formidlede og udtrykte noget, der for én eller anden gav mening - om ikke andet, så for den der talte det... Eller skrev det... eller hørte/læste det - eller bedre endnu; for begge, dog ikke nødvendigvis med samme betydning, eller fortolkning hos begge.
Jeg blev inspireret af min kæreste idag, til at oprette egen blog. Har gjort lidt i at skrive og kommentere på talrige debatter i forskellige aviser og blogget lidt rundt, uden tanke på, at jeg kan tilfredsstille min perverse lyst til at kommentere, bidrage, oplyse eller spørge, gennem egen blog - og således denne oprettet.
Et spørgsmål:
Vi er i konstant befolkningsmæssig vækst, og bliver således flere og flere bærere af den krop nogle kalder for "sjælens hylster". Hinduer og buddhister siger at sjælen er evig, og at den vandrer fra krop til krop gennem generationer, og følger enten en karmisk op- eller nedgradering, således at vi bliver lavere- eller højerestående væsener efterhånden som vi inkarneres.
Men hvis sjælen er evig, hvornår er det så den besjæler individets hylster, og hvor kommer de nye sjæle fra, der finder de nye og stadigt voksende antal kroppe der bebor vores planet? Sidder de i kosmos og venter på den rigtige krop, eller opstår sjælen i samme moment som kroppen fødes, eventuelt ved første åndedrag, som en fødsel - befrugtet og momentant udruget i en meta biospirituel syntese? Er antallet af dem konstant, springende oftere og oftere opad fra laverestående væsener - som muligvis har gjort det godt - således, at de opgraderes fra bæst, til menneskebarn? Findes der et åndeligt økosystem?
Eller sidder sjælen - som nogle hårdnakket påstår - blot i hjernen og samarbejder med vores krop, således at vi føler, sanser og erfarer med eet og samme organ? For så er regressionshypnose jo selvsuggestion og fragmenter af det (u)bevidste, som vi selv stykker sammen, og udnævner til en "tidligere inkarnation"?
Blot udtryk for forundring over en af livets fantastiske gåder... Oplys mig hvem der kan... ;o)
Metahilsner - MetaLover
Abonner på:
Opslag (Atom)