...
Inspireret af diverse blogs, og i særdeleshed en om en nybagt singlemands iturevne hjerte, og følelsesmæssige smerte, tillader jeg mig at kommentere på fænomenet kærlighed, som jeg ser det, oplever og forstår det...
At have mange velfungerende relationer må betyde, at man er rig på kærlighed af forskellig art, da denne lever sit liv i relationer - eksempelsvis i relationen til sin udkårne, sine børn, sine kolleger, sit arbejde, sine slægtninge og venner, sin fodboldklub, sin Højere Magt - hvis man har en sådan - eller, vigtigst af alt, i den kærlige relation til sig selv.
Det er min overbevisning, at sidstnævnte forudsætter praksis og således bevarelsen af en tovejs kærlig relation til éns omverden og medmennesker - og således sand, klichéen om, "at man ikke kan elske andre før man har lært at elske sig selv".
Personen der endnu ikke har udviklet kærlighed til sig selv, går ofte i besættelse over en anden, i et ubevidst ønske om, at denne andens kærlighed skal erstatte den man endnu ikke har udviklet til sig selv...
Dermed mener jeg ikke, at vi kan elske os selv, og kun gøre dét; det er min fulde overbevisning, at mennesket pr. definition er socialt, skabt til at omgås og trives blandt andre, ligesom det er skabt til romantiske relationer der gensidigt fremelsker, fuldender og komplementerer hinandens respektive styrker og svagheder, hvilket familien biologisk set er en konsekvens af. Indstillet i sig har ethvert individ yderligere et behov for det private rum, hvor det kan lade op, absorbere og bearbejde indtryk og selvstændige tanker, således, at det igen kan vende sig mod det kollektive, med et styrket og mere personligt udtryk og tilgang til sit eget liv, og samfundet som sådan.
En bekendt af mig, som netop er blevet forladt af sin kone, gjorde mig opmærksom på afhængigheden vi udvikler til den kærlighed vi har i vore liv. Således smertefuldt at have fået amputeret sin største kilde til kærlighed; kvinden man troede man skulle tilbringe resten af sit liv med; genstanden for éns egen ubeskårede kærlighed, og ydermere skaberen af det eneste barn man har - der i sagens natur også er genstand for en uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
En metafor for den smerte, kan være abstinenserne som den heroinafhængige oplever, når han ikke får den nødvendige dosis heroin eller metadon, for at holde sig rask. Hvor disse naturligvis er af fysisk karakter, ligger kærlighedens abstinenser i ånden - som lever sit liv i følelserne.
Men hvad gør man, når man ikke længere har en strøm af kærlighed til rådighed i sit liv, med aksiomet om at "kærligheden lever sit liv i relationerne", in mente? Er der overhovedet noget at gøre, eller er smerten nødvendig og umulig at lindre, med kun tiden som sin allierede?
Min tese er, at muligheden for lindring ligger i den magt man har via kommunikation, imødekommenhed og initiativer til mellemmenneskelige erfaringer, og intensivering af de relationer man i forvejen har, således, at afkastet fra det skabende initiativ, til trøst erstatter den kærlighed der er tabt, med en der hæves op i niveau, og genoplives i de relationer man har til sine venner, familie, bekendtskaber i lokalsamfundet m. mere.
Når dét er sagt, er der selvfølgelig ved tabet af sin udkårne, en smertelig proces, som ikke er til at komme udenom - hverken med erstatningsrelationer til det modsatte køn, udlandsrejser eller overdreven shopping...
Tabet og traumet vil altid dukke op og banke på døren, for at minde dig om, at ånden stadigvæk er det vigtigste i dit liv; ikke de seksuelle eskapader du bedriver i din søgen efter bekræftelse af dig selv som mand og menneske, og ej heller den bil du har købt, som du måske mener kan fylde dit indre tomrum ud, og i bedste fald give dig et forspring hos det modsatte køn...
Således skal smerten og sorgen have lov at leve sig selv ud, og de relationer man finder trøst i have rene intentioner og et sundt fundament, hvilket bedst findes hos det samme køn, eller i relationer hvor ingen seksuel distraktion kan stjæle fokus fra den originale intention...
Hermed et lille indlæg, om velsagtens det blødeste af alle principper, men velnok også det mægtigste...
Fred og lys... ;o)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Meget interessant emne... Kærligheden holder jo aldrig op med at være interessant ;o)
Nu er jeg selv en af dem, som lider under manglende kærlighed til mig selv (jvf min histrioniske personlighed) - og derfor selvfølgelig bliver lidt småfornærmet, når andre forsøger at påstå, at jeg dermed ikke kan elske andre... Både mine børn, min kæreste og min familie vil naturligvis påstå, at jeg sagtens er i stand til at elske - ligesom jeg også selv vil hævde det ;o)
Derfor kan jeg ikke lade være med at lægge følgende betragtning ind : Hvis man nu helt grundlæggende elsker sig selv højest (ikke på en egoistisk måde - men på en .. hmm .. spirituel måde - you know what i mean), hvordan kan tabet af en man også elsker (dog sandsynligvis lidt mindre, hvis din teori skal holde ;o)), så efterlade en i så stor smerte og nærmest desperation... Hvis man elsker sig selv, er det så ikke også ensbetydende med, at man ikke er et sekund i tvivl om, at man er værd at elske - og at man dermed uden problemer vil kunne finde en anden, man elsker - og som elsker en tilbage ?
Hvis man bliver SÅ ked af det, som den stakkels mand, du her beskriver... Har man så ikke været for afhængig af den anden persons kærlighed ?
Min egentlige pointe er egentlig, at jeg ikke tror på, at man kan stille sådan nogle regler op for, hvorvidt man skal kunne elske sig selv for at kunne elske andre... Selv hvis man elsker sig selv og har en masse tro på sig selv, kan man blive så forelsket i et andet menneske, at man oplever afhængighed af den kærlighed... og at man oplever den smerte, som ham staklen, du har beskriver, har oplevet...
Den slags kærlighed mellem to mennesker, har intet at gøre med, hvad man føler for sig selv ;o)
PS ... Hvor er jeg desværre ked af farvesammensætningen på din side... Den blå tekst på den sorte baggrund er næsten umulig at læse på min bærbares skærm - og det er godt nok ærgerligt, for der står alligevel ret mange spændende bogstav-sammensætninger i den her blog :o(
Hey Hallie!
Tusind tak for besøg, reflektionen deri...
Jeg vil postulere, at det altid er smertefuldt, og derfor skrækindjagende, at miste (d)en man elsker, selvom man med fornuften godt ved, at man er guld værd, og at den forlod dig, ikke var den sidste kvinde/mand på kloden...
Der er bare det problem, at fornuft og følelser ikke snakker samme sprog - følelserne er den primitive og ureflekterede del af ånden, hvor fornuften måske mere hører til det oplyste selv, som vokser med erfaring - således skal erkendelsen af, at det nok skal gå, og at man nok skal finde en ny partner, ske gennem fornuften - følelser fortæller desværre ikke altid sandheden...
Hav en dejlig weekend, og vær endelig fri til besøg herinde anytime...
Ps. ikke at kunne drage omsorg for sig selv, er ikke nødvendigvis det samme, som ikke at elske sig selv... Dog skal det førstnævnte somme tider læres, da det for mange ikke falder naturligt.
Og om man absolut skal elske sig selv HØJEST, er ikke hvad jeg vil slå et slag for, men at det er nødvendigt at gøre det; hverken mere eller mindre end man gør andre - børn er selvfølgelig menneskets yndlingsgenstand at kaste sin kærlighed på, så at stille det sådan op, er lidt firkantet; med al respekt...
Håber du forstår mine argumenter, og ikke finder dem for ufleksible
...
Lys ;o)
Du er sgu en klog og reflektiv mand Rod!!!
Jeg mener sagtens at man kan være i stand til at elske, selvom man ikke elsker sig selv på "det fulde niveau" så at sige!!
Jeg har nu heller ikke altid oplevet kærlighedens smukke ansigt, men dog altid troet på kærlighedens kraft..måske har det i virkeligheden været min egen kærligheds stemme, som jeg bare ikke har været god til at lytte til?!
Måske fordi jeg altid har oplevet så meget "støj" i mit hovede..ja hva ved jeg, men faktum er, at jeg altid har mærket kærligheden indefra!
Dog kender jeg rigtigt godt det du beskriver om besættelse, som erstatning for den ægte vare..., men for mig at se har det handlet mere om manglende selv værd (måske er det en og samme sag??)og derfor altid befundet mig i forhold, som var destruktive på den ene eller anden facon, og hvor jeg bestemt ikke udviklede nogen som helst kærlighed til mig selv!!!
Idag ved jeg at jeg er nødt til, at være mig selv tro, før jeg kan indgå i nogen som helst relation...det være sig venskaber, kærligheds forhold eller arbejdsmæssige relationer!!
Jeg dur`ikke til "gamet" længere, blir nødt til at være mig selv og forholde mig til mine behov, følelser, længsler, drømme og håb, som jeg ser som en stor del af kærligheden :o)
Tak Rod for din evne til at få mig til at reflektere...det gav mig sgu lige noget håb på en lidt "urolig" lørdag ;o)
Knzr Metz
Tak for kommentaren Mette ;o)
I tråd med Hallies kommentar, vil jeg selvfølgelig gerne bøje mig for argumentet om, at man uanset hvad, og hvordan man behandler sig selv, godt kan elske - jeg er ikke i tvivl om, at kærligheden eksisterer - endda i allerhøjeste grad - i f. eks et voldeligt parforhold.
Også i relationen hvor den ene fuldstændigt tilsidesætter sig selv og sine egne behov, til fordel for at den andens, eller blot gør det, for at føje hans/hendes luner, er kærligheden tilstede.
Dog mener jeg ikke, at der i de tilfælde er tale om velfungerende, eller funktionelle parforhold, om man vil...
Nøgleordet i mit indlæg, er således "velfungerende" - undskyld mine svage kommunikative evner.
Det voldelige parforhold affødes netop af en miskommunikation i den ellers kærlige relation, men desværre som en konsekvens af, hverken at tale samme sprog, eller have værktøjerne til at finde frem til substansen i konflikterne.
Min overbevisning om dette er, at det dysfunktionelle parforhold IKKE er velfungerende - argumentet om, ikke at kunne elske funktionelt, før man har fundamentet for ens kærlighed, i en kærlig relation til sig selv, er således stadigvæk gyldigt og uafviseligt i min egen terminologi.
Ligeledes er det min overbevisning, at omsorgsfuldhed overfor sig selv ikke altid falder alle individer naturligt, hvilket ikke nødvendigvis er det samme, som ikke at elske sig selv - således skal nogle lære det, før den kan praktiseres.
Mvh Meta-Lover
Send en kommentar