At afslutte sin eksistens...

3 minutter for sent på arbejde...

-på denne fredag, hvor mit visa/dankort er blevet spærret, min konto er i kr. - 7000 og jeg har sovet fra 9-15 efter en lang nattevagt - hvilket traditionen tro har farvet min daglige sindstilstand grå; det er virkelig ikke godt for mig at arbejde om natten og sove om dagen... Dét må jeg lige have formidlet til min chef, på een eller anden måde...

Jeg startede med en god omgang research, og ringede til DSB´s kundeinformation for at forsikre mig, at der intet sporarbejde er i gang på strækningen mellem Dybbølsbro station og Allerød station. Dette blev jeg forsikret om, at der ikke var, og medarbejderen var så behjælpelig og serviceminded, at hun dobbeltjekkede med sin overordnede inden hun definitivt svarede mig. Dette blev jeg glad for, fordi det betyder, at jeg kun behøver at tage afsted 5 kvarter før jeg skal møde, fra min nye bopæl på Islands Brygge, hvor jeg er flyttet til, sammen med kvinden i mit liv. De sidste mange weekender har der været sporarbejde mellem Svanemøllen og Hellerup, hvilket har tildelt mig en ekstra cykeltur mellem de to punkter, før jeg kan stige på det tog der rammer min endelige destination. Det har været godt for mit kredsløb, men ikke desto mindre et irritationsmoment, som jeg lykkeligvis troede jeg blev sparet for i aftes...

Klokken 20.41 stiger jeg på E-toget og venter tålmodigt på at komme frem, med Inge Houmanns introduktionsbog til Nietzsche i inderlommen - "værdiernes krise" - som jeg forhandler med mig selv om, hvorvidt jeg skal læse, eller vente lidt med endnu. Jeg har læst den een gang, men mener helt bestemt, at jeg kan få mere ud af den, end har har fået ved første gennemlæsning. Jeg beslutter at vente til hjemturen, eller næste togtur til arbejde. Da vi når Svanemøllen (der er noget nemesis over dén station), lyder det i højttaleren, at en person er blevet påkørt, og at toget naturligivs ikke kører videre derfra. Således er jeg på egen hånd, uden nævneværdige kontanter eller kreditkort til at fragte mig i taxa fra A til B, og med en tiltagende desparation over at komme for sent til at afløse min kollega, som sidste gang jeg kom 6 minutter for sent udbrød: "nå, du er åbenbart fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og gør lige præcis hvad det passer dig, eller hva´?" - dette troede jeg i første moment var en joke, men ak nej - det var dybt seriøst, og en smule traumatiserende. Tænk hvis jeg var kommet 10 minutter for sent?

Lykkeligvis havde jeg min trofaste cykel med mig, og nåede til Hellerup på egen hånd, og derfra et Holte-tog, der (kun) kørte til Holte. Derfra skulle jeg vente på E-toget, som endeligvis fragtede mig og min metalliske ven til Allerød station, hvorfra det tager mig ca 10 minutter at trille til Center Sandholm, hvor jeg arbejder.

Belært af situationen sidst, havde jeg selvfølgelig ringet min kollega op, og advaret ham om forsinkelsen, som han selvfølgelig ikke havde nogen indvendinger imod - mindre end dét er han dog ikke!

Men i alt dette glemmer jeg og mit store ego, at der rent faktisk har været et menneske SÅ ulykkeligt, at det valgte at stige af toget, og afslutte sin eksistens - Gud tage godt imod ham. Tanker om mulige børn, ulykkelige og uforstående pårørende melder sig, om end lidt sent, og levendegør tragediens proportioner...

At komme for sent er i mit perfektionistiske sind så stor en ulykke, at det åbenbart overskygger et menneskeliv, og et surt opstød fra en kollega så betydningsfuldt, at jeg øjeblikkeligt mister perspektivet - set i skyggen af mit kontokort, som selvfølgelig bliver åbnet igen premio næste uge, når jeg har snakket med lønpersonalet hos min arbejdsgiver - en lille smutter er sket, og en overførsel er glemt; sikke noget, men mon ikke jeg klarer den weekenden over? Min lønseddel ér kommet, og udbetalingen ser helt fornuftig ud, så hvad er egentlig mit problem - har jeg overhovedet et? Eller er det små bagateller, der bare hører med til dét at HAVE ET LIV???

I taknemmelighed over det jeg har, som jeg altid har ønsket mig, og det jeg ikke har, som jeg altid har frygtet at få, skriver jeg dette lille indslag - måske nogen har et forslag til hvordan jeg altid husker, og aldrig glemmer, hvad der VIRKELIG betyder noget i denne forunderlige menneskelige eksistens, som ikke er til at kontrollere, skemalægge eller regne ud...?

Kærlige og lyse metahilsner herfra ;o)