The 44th president, on the 5th day, of the 11th month, in the 8th year, of the 2nd millenium

Efter en næsten søvnløs nat, med mareridt om Joe Bidens dobbeltspil og samarbejde med republikanerne, elektroniske stemmetælleapparater der ikke fungerer eller er hackede, stod jeg desto mere entusiastisk, klatøjet og nysgerrig op kl. 06 i morges, for at se hvem der var blevet valgt som USA´s 44. præsident; den graciøse, autentiske og retorisk geniale afro-amerikaner, eller gammelsmølfen der krampagtigt holder fast i de fortærskede og hule værdier, om ære, mod og "country first".

Jeg starter med at tænde fjernsynet, og skrue nøjagtigt så højt op for volumen, at jeg fra toilettet kan høre hvert et ord Obama i sin sejrs- og takketale ytrer til det amerikanske folk. Stedet, hvor naturen tvangsmæssigt kommanderer mig ud hver eneste morgen, uanset omstændigheder og begivenheder.

Til min store forskrækkelse, hører jeg min kæreste forfærdet udbryde: "neeej, hvad er der dog skeeet?" - jeg farer ud og ser, at Obama er valgt, og at fordelingen af valgmændende og den blå/røde kurve står i demokraternes favør. Jeg kigger på hende, og gennemskuer øjeblikkeligt, hvilken fejlantagelse der ligger til grund for hendes udbrud.

Hun havde selvfølgelig bare glemt, at amerikanerne bruger farverne omvendt - forståeligt nok, tre år efter sin dimission fra Københavns Universitet, som Cand. Scient. Pol.

Ligesom de kalder demokraterne liberale. Socialist, eller blot "social" er endnu et fy-ord, som ikke bruges i fora, hvor folkets gunst skal vindes; til dét er der i amerikaneren endnu for fastlåste synapser, og post-traumatiske kommunismeassociationer, hvorfor "universal health care" er at foretrække fremfor "socialized health care".

Forskrækkelsen lægger sig hurtigt, og vi hengiver os i fællesskab til sensationen, der er en manifestation af folkets vilje, og et bevis på, at intet, absolut intet kan omgås folkets retfærdighedssans eller undertrykke dets fornuft, når det kontinuerligt manipuleret af demagoger, får fordrejet deres virkelighed, til trods for åbenlyse beviser på det modsatte.

Ikke langt inde i hans tale melder tårerne sig, og ikke længe efter at de har meldt sig, strømmer de ud - hans poetiske retorik, og publikums emotionelle tilstand griber ud gennem skærmen, og paradigmeskiftet i folkets valg af en sort præsident manifesteres; men på en realistisk, pragmatisk og ydmyg facon, som kun Obama mestrer det - hvilket blot forstærker vores reaktion.

Vi krammer og kysser, som var vi personligt involverede i en begivenhed af mirakuløs karakter - hvilket vi jo egentlig ér; engagementet og entusiasmen kvalificerer os vel til den kategori, og det bliver vel egentlig ikke meget større, end denne historiske begivenhed er.

Jeg er født i ´74, hvorfor jeg selvfølgelig oplevede murens fald i ´89, men som femten-årig må jeg indrømme, at andre ting syntes mere interessante. Der var piger, tøj, hash og andre universelle ting, som sidenhen har fundet deres rette størrelse; for ikke at sige forsvundet helt, som det er tilfældet med hashen.

Når alt dette er sagt, og begejstringen delt, ligger bekymringen for Obamas liv stadigvæk og lurer - han er det ultimative mål for diverse attentater, hvilket allerede har vist sig som en tendens, om end fra en meget uorganiseret og patetisk side, som de to adolescente skinheads der blev anholdt i oktober, repræsenterede. For selvom de er ekstremistiske, deler mange nok deres ønsker, om end drevet af andre motiver; Obamas intention er, at gå i clinch med alle de største lobbyers dagsorden, og at omstrukturere deres virke i det amerikanske marked hvilket, i sagens natur, gør det til en sensitiv sag.

Dog er mit håb større end frygten, og min tro på fremgang, intakt. Når det er allermørkest, kan det kun blive lysere, og når man har nået sin bund, kun gå opad - hvilket må siges at være tilfældet for amerikanerne.

Jeg vil spændt betragte de første tre måneder af hans præsidentskab.

Lys og fred ;o)